Fox Footwork
2. liveshow 17. september 2010 kl. 20:00
på
DR1
"Det der! Det er simpelthen så røvfedt. Det er ægte hiphop, det er lige mig, drenge!" Sådan lød Jokerens umiddelbare dom, da de tre drenge i Fox Footwork var færdige med deres breakdance.
Bag navnet Fox Footwork gemmer der sig tre skæbner, som havde set meget anderledes ud, hvis det ikke havde været for dansen. Breakdance er det absolutte omdrejningspunkt i de tre drenges liv, og de lever og ånder bogstavelig talt for at danse og for at kunne klare sig gennem deres dans.
Reddet af dansen
Mohammed, som nåede kvartfinalen i Talent 09, er født og opvokset i et barsk miljø i København som den yngste af fem søskende, med palæstinensiske forældre. Han opfattede hurtigt, at han havde brug for et positivt sted, hvor han kunne kanalisere sin energi hen og få afløb for sine frustrationer, så efter at klassekammerat i skolen skaffede ham bekendtskab med dansen, har den betydet alt for ham.
Mohammed fortæller, hvordan det eneste han tænker på, når han står op om morgenen, er at han skal til træning, og om den ro han føler, når han har danset. I dansemiljøet møder han andre, som har stået over for de samme udfordringer som ham selv, og når han kommer ind i danselokalet handler det ikke om andet end ham, gulvet og musikken.
Væk fra et liv på gaden
Adam kommer fra Polen og fra samme type hårde miljø som Mohammed. Adams første bekendtskab med dansen forhindrede ham i at ende midt i en stor eksplosion på gaden i Polen - eksplosionen foregik på det sted, Adam var på vej hen, da hans interesse blev vakt af en gruppe breakdancere, som han stoppede op for at se på. Siden den oplevelse var han overbevist om, at det eneste, han ville, var at leve af at danse.
Men vejen skulle blive meget hård og gå igennem Polen, Norge, New York og London, inden han kom til Danmark. Her gav Mohammeds dansegruppe ham lov til at sove i deres træningslokale, og Adam har langsomt fået arbejdet sig op, og har i dag fået opfyldt drømmen om at danse på fuldtid.
Lægerne fik ikke ret
De tre drenge blev forenet, da Rafael ved Adams hjælp kom til Danmark fra Polen, og på den måde blev hevet ud af et miljø, han har til fælles med de to andre. Rafael har været plaget af mange skader, og lægerne spåede, at han aldrig ville kunne klare at leve af dansen. Stædighed og en vished om at breakdance var det eneste Rafael ville, har dog modbevist lægernes dom, og gennem hård træning tjener Rafael i dag penge på at danse ligesom de to andre.
Talent 2010 betyder alverden
Selvom de tre drenge i dag tjener penge på deres dans, betyder det alverden for dem at vinde Talent 2010. De knokler for at kunne leve af dansen, og håber at Talent 2010 kan hjælpe dem til et liv, hvor de har kunder nok til at gøre dansen til deres selvstændige erhverv.