Cecilie Fleur
2. liveshow 17. september 2010 kl. 20:00
på
DR1
Sys Bjerres tidligere korpige Cecilie Fleur springer ud med egne tekster om alt fra forelskelse til at tro på sig selv.
Selv om både Hella og Nikolaj til auditionen i Folketeatret bad Cecilie om at skrue ned for 'alt det udenoms', var ingen af dommerne i tvivl om, at Cecilie Fleur & band skulle videre. "Iørefaldende, fed udstråling og samlet set en hot pakke" var nogle af ordene, der faldt fra dommerne.
Cecilie Fleur har allerede oplevet meget som sangerinde i sit 24-årige liv. Hun har bl.a. lært, at man ikke skal lade sig slå ud af modgang, så for hende er det bare på med vanten og gøre det endnu bedre til næste show.
Harmonika, diskodans og damekor
Cecilie Fleur er vokset op i København K hos sin far og i Vanløse hos sin mor sammen med sin lillesøster. Musik har altid været en del af Cecilies liv, og familiemedlemmer har på hver sin måde været med til at inspirere hende. Morfaren spillede harmonika og opfordrer ofte Cecilie til at gøre det samme, da han mener, det vil være det helt store hit for en ung pige! Cecilies mor synger i politiets damekor og har haft Cecilie med til kor, fra hun var helt lille, mens faren har stået for diskodansen.
Et nej for meget
Cecilie Fleur har altid vidst, at hun ville synge, og har gennem sin barndom og ungdom gået til alle mulige auditions på musicals, teater og sangprojekter. Som 18-årig tog et pladeselskab fat i Cecilie og lovede hende en pladekontrakt - men inden pladekontrakten blev underskrevet, blev Cecilie pludselig droppet. Det var et hårdt slag for den unge pige, der syntes, hun havde hørt ordet nej en gang for meget i forfølgelsen af sin drøm. Hun prøvede derfor i en periode at lægge musikken på hylden, men det blev hurtigt klart, at hun ikke kunne holde sig fra den.
På turne med Sys Bjerre og pladekontrakt
Cecilie er i dag glad for, at hun ikke fik pladekontrakten som 18-årig, hvor hun stadig var meget ung og sårbar. Siden har hun haft mange musikalske succeser. Hun har bl.a. lavet hotelshows i udlandet, været med Sys Bjerre på tour, fik sidste år udgivet en single på et pladeselskab, og med deltagelsen i Talent 2010 er endnu en dør blevet åbnet.
Skriver sine egne tekster
Cecilie Fleur skriver sine egne tekster på dansk og har samlet et band af talentfulde piger omkring sig. Da Cecilie til addition på Talent 2010 sang de to første linjer, rejste publikum sig op og klappede med. Publikum var da også de vigtigste for Cecilie at imponere, og nu håber hun, at publikum, dommere og måske pladebranchen fortsat vil synes om de fængende tekster om alt fra forelskelse til at tro på sig selv.