preload loader
Flamencoværkstedet i Talent 2010

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR

 

Flamencoværkstedet

1. liveshow 10. september 2010 kl. 20:00 på DR1

Der var fyrige bevægelser, rynkede bryn og høje råb på scenen i Folketeatret, da det blev de otte unge flamencodanseres tur til at vise, hvad de kunne.

Med smukke kjoler, dramatiske bevægelser og dansante opgør var der dømt spanske vibrationer og fyret godt op under de to mandlige dommere i dommerpanelet, der begge fandt showet meget sexet. Nikolaj bemærkede, at det er svært for danskere at danse udprægede sydlandske danse, men at disse piger kunne det hele, mens Hella kommenterede kvindernes fantastiske rynkede bryn.

Kim Larsen & Carmen
Luise Karlholm er kvinden bag Flamencoværkstedet og pigernes træner gennem mange år. Det hele startede helt præcist, da Luise var seks år til en Kim Larsen-koncert. For første gang havde Luise en såkaldt 'peak experience'. Da hun hoppede og dansede med alle de andre, fik hun en følelse af at være i et med publikum, musikken og bevægelserne, og i dette øjeblik blev der grundlagt en passion for musik og dans i den lille pige. Som 16-årig så Luise flamenco-klassikeren Carmen, og fra det øjeblik var hendes hjerte solgt til flamenco.

Flamencoværkstedet bliver til
Luise skulle dog opleve skuffende forsøg på at lære den svære dans, inden hun som 24-årig fandt en god lærer, og det spanske eventyr tog for alvor fart. Nogle år efter mødte hun sin mand Mårten, der spillede flamenco-guitar, og sammen tog de bl.a. til flamencoens vugge i Andalusien, og dansede flamenco hver dag i halvandet år. Efter hjemkomsten til Danmark, begyndte Luise så småt at lege med tanken om at starte sit eget undervisningssted, og for 13 år siden blev Flamencoværkstedet en realitet. 

Flamenco trods regn og sne
De otte piger danser sammen til daglig og er en god blanding af gymnasieelever, universitetsstuderende og færdiguddannede, -og to af Luises tre døtre er også at finde på holdet. De er på eliteholdet, og nogle af de bedste flamencodansere i Danmark. Mange af pigerne har danset, siden de var helt små. De tager alle sammen dansen meget alvorligt, og hverken tropisk regn, snestorme eller forkølelser holder dem væk fra træning.

Dommerne fremhævede, at pigerne var gode til at have det helt rigtige udtryk under dansen. De rynkede bryn og ansigtsudtrykket er netop en af de ting, der arbejdes meget med i træningen. En af måderne, hvorpå pigerne bliver opildnet til de helt rigtige udtryk, er gennem høje råb og opfordringer på spansk fra Luise på sidelinjen, og på denne måde er der ikke stor forskel på en flamencounderviser og en fodboldtræner.

De stærke følelser
Flamenco handler om stærke følelser, og fælles for de otte smukke piger er også de stærke følelser for flamenco og for at være i forbindelse med sig selv og dansen. Flamenco var oprindeligt sigøjnernes dans og fortæller historier om barske liv og overlevelse.

Deltagelsen i Talent 2010 har indtil videre været en rigtig god oplevelse for pigerne fra Flamencoværkstedet, og de er alle indstillet på at danse passioneret, fyrigt og overbevisende for deres egen overlevelse videre i showet.

Send eller anbefal link

Talent:

Dans

Alder:

16-29 år

By:

København

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Talent > Talenterne > 2010

Talent is a trademark of Blu A/S and Simco Limited. Licensed by FremantleMedia Enterprises.
www.fremantlemedia.com  
Fremantle logo

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.