Harm-Wulf
4. liveshow 01. oktober 2010 kl. 20:00
på
DR1
"Det er famne godt jodlet!", udbrød Nikolaj, efter at Harm-Wulf havde færdiggjort sit nummer ved audition i Folketeatret. Og han tilføjede med et grin: "Men jeg er alligevel glad for, at vi ikke skulle høre tre numre i træk".
Tyske Harm-Wulf forelskede sig for 40 år siden i en dansk pige og blev her lokket til Danmark, hvor han i dag er gift og har tre børn. Han kommer oprindeligt fra en lille by 30 kilometer syd for Hamborg, og er dermed det man i tyske folkemunde kalder en fladlandstyroler.
For 32 år siden åbnede Harm-Wulf og hans kone deres musik-campingplads, som de stadig har. Her holder de ofte liveshows for fuld musik, hvor campinggæsterne - små som store - ofte tager deres musikinstrumenter med og giver spontant et nummer. På campingpladsen er Harm-Wulfs jodlen selvfølgelig kendt af alle.
Jodlen ikke fra fremmede
Harm-Wulf har ikke sin jodlen fra nogen fremmede. Som fladlandstyroler kommer jodleriet ind med modermælken, og samtidig kommer han ud af en kunstnerisk familie. Faren var kunstmaler og meget musikalsk. Harm-Wulf prøvede aldrig kræfter med kunstmaleriet, men kastede sig i stedet over jodleriet, idet han var den i familien, der kunne synge højest.
Harm-Wulf har indtil nu haft meget glæde af sin jodle-kunst. Udover en campingplads for fuld musik har han optrådt ved forskellige arrangementer, og et par radiostationer har også nydt godt af de høje toner. Sammen med sin søn har han også indspillet en version af sin jodlen som ringetone til mobilen, der kan downloades på Internettet. Og nu er det så blevet til en plads i Talent 2010.
Vandt væddemål over konen
En god ven fra København har tre år i træk opfordret Harm-Wulf til at melde sig til Talent, og i år tog han så endelig chancen. Da Harm-Wulf blev stemt videre, vandt han samtidig et væddemål med sin kone. Han havde nemlig holdt på, at hans jodlen nok skulle falde i dommernes smag, mens hans kone var mere tvivlende.
Nu, hvor Harm-Wulf er gået videre, har han selvsikkert sagt til sin kone, at han med sikkerhed vil vinde det hele, og samtidig blive vært på DR som en ekstra bonus..