Lauritz

Guddommeligt saxofonspil, selvsikkerheden i top og et glimt i øjet. Mine damer og herrer; Lauritz.

Da Lauritz trådte ud på scenen, havde nogle af hans venner lavet et banner med ordene: 'Lauritz er Gud'. Da han inden sin optræden blev spurgt fra dommerpanelet, om han var Gud, ville Lauritz da heller ikke helt afvise den påstand og svarede - Tæt på! Der skulle heller ikke mange toner på saxofonen til, før Lauritz havde bevist, at han om ikke var Gud så en guddommelig saxofonist, hvilket Jokeren også bemærkede. Også Nikolaj Koppel roste et 'lige i øjet saxofonspil' med et kæmpe ja. 

Udover et overbevisende saxofonspil, kom Lauritz også på scenen med et glimt i øjet og en vis selvsikkerhed, og dette prellede da heller ikke helt af på den kvindelige dommer. Hella pointerede, at Lauritz havde en beroligende virkning på ældre damer og en lækker attitude.

Fremtidsdrømmen
Lauritz har spillet i Tivoligarden i tre år, og efter at have spillet det første år var Lauritz solgt til musikken, og overbevist om, at han ville bruge sit liv på at være professionel musiker. Udover at have sat en tyk streg under Lauritz' fremtidsdrøm har garden også bidraget med gode venskaber og musikalske rejser både til Frankrig og Canada. Garden er dog ikke nogen hyggeklub, men har på mange måder givet Lauritz en ide om, hvad det vil sige at være professionel musiker.

Gennem de sidste tre år har det stået på øvning hver dag, to orkesterprøver om ugen samt fire parader og en koncert hver weekend i Tivolis højsæson. Lauritz er netop startet på gymnasiet og vil sideløbende følge et konservatorie-forberedende kursus i forfølgelsen af sin drøm.

Familie for fuld blæs
Det var som 11-årig at Lauritz for første gang tog saxofonen til munden og begyndte at få undervisning. Ideen kom ikke noget fremmed sted fra og med en far, der spiller tuba, en bror, der spiller klarinet og en anden bror, der spiller på trækbasun, kan man sige, det lå i kortene, at Lauritz en dag ville kaste sin kærlighed på et blæseinstrument. Der var da heller ikke langt fra ord til handling, da Lauritz for første gang udtrykte interesse for at spille på saxofon. Dagen efter havde hans far købt en saxofon til ham, og så var vejen lagt for, at Lauritz' talent kunne udvikle sig. 

Glædeligt gensyn med Koppel
Det var særligt en af dommerne Lauritz gerne ville imponere til audition til Talent 2010 - nemlig den tidligere pianist og musikchef i Tivoli, Nikolaj Koppel. Det var heller ikke første gang, Lauritz stillede sig op foran Nikolaj i et forsøg på at imponere ham. Første gang var til optagelsesprøve i Tivoligarden. Under Lauritz' spil begyndte bekendtskabet da også at dæmre for Nikolaj, der måtte konstatere at Lauritz' timing var blevet endnu bedre siden sidst.

Den sidste tone
Fra en klassisk musiker til en anden sagde Nikolaj, at Lauritz ikke måtte lade sig gå på af, at den sidste tone ikke kom helt rigtigt ud af saxofonen. Det lovede Lauritz, men tonen har alligevel spøgt for ham siden. Således er motivationen lagt til ekstra perfektion og saxofonspil i særklasse, når Lauritz' igen går på skærmen med glimt i øjet og guddommelige ambitioner.