Patrick
1. liveshow 10. september 2010 kl. 20:00
på
DR1
Patrick battler verdens bedste beatboxere på nettet, og han gik som den eneste beatboxer videre til liveshows i Talent 2010
Der var mange beatboxere til audition på Folketeatret til Talent 2010, og mange dygtige deltagere måtte gå hjem med uforrettet sag. Patrick havde dog lige det ekstra, der skulle til for at imponere dommerne. Han fik særligt ros af Jokeren for at være så opdateret på det nyeste inden for genren, og ordet 'enig!' lød eftertrykkeligt fra de to andre tilfredse dommere.
Beats fra storebror
Patrick går på HHX i Lemvig, hvor han også boede, indtil han som 11-årig flyttede med familien til Harboøre. Han har to storebrødre, og det var faktisk fra en af dem at inspirationen til beatboxing kom. Selvom Patricks bror ikke selv kan huske det, startede det hele en dag, han kom ind på Patricks værelse og beatboxede lidt for sin lillebror. Patricks storebror opgav hurtigt de mundfremstillede beats igen, men lydene havde sat sig fast i Patricks øregang, og han begyndte at øve sig i tide og utide og finde inspiration på nettet.
Battler mod verdens bedste
Patrick fandt hurtig ud af, at han havde et stort talent for at beatboxe og kunne hurtigt flere og sejere variationer af disciplinen. En af de måder, Patrick har dygtiggjort sig på, er ved at lure andres beatboxing af på nettet, og her battler han også mod nogle af verdens bedste beatboxere. I særlige internetforums kan beatboxere fra hele verden mødes og battle mod hinanden. Patrick udfordrer ofte nogle af verdens bedste, da det lærer ham mest, og det er den hurtigste vej til at forbedre talentet. Under en battle er der op imod hundrede andre beatboxere, der stemmer om, hvem der er den bedste.
Ved du hvad det er at beatboxe?
Det er dog ikke kun på nettet, at Patrick har gavn af sin beatboxing. Talentet er til dato Patricks bedste måde at komme i kontakt med andre på. Han fortæller, at han ofte er gået hen til andre unge og spurgt, om de ved, hvad beatboxing er. De fleste har svaret nej, og Patrick har generøst givet dem en smagsprøve på sine evner.
Disse møder har næsten altid har ført til imponerede reaktioner og nye bekendtskaber. Efterhånden er Patrick da også ved at være lidt af en lokal kendis. I hvert fald har han selv mange gange været ude for, at folk, han ikke kender, spørger, om han ikke vil beatboxe for dem.
Talent skulle erobres i år
Patrick var til den indledende audition på Talent sidste år, men gik ikke videre. Det motiverede ham i en sådan grad, at han har øvet sig stædigt et helt år. Resultatet blev som bekendt, at han ikke kun blev udvalgt til audition foran dommerne, men også er gået videre.
Det er ikke første gang Patrick optræder, da han både har beatboxet på sin folkeskole og til en konkurrence på gågaden i Lemvig, hvilket gav ham en 2. plads. Det er dog det absolut største, han har oplevet, og Patricks mor har næsten ikke snakket om andet. Hele familien er meget rørte og stolte af Patricks talent og glæder sig til at følge han videre i konkurrencen.