Sofie
4. liveshow 01. oktober 2010 kl. 20:00
på
DR1
Hvis Talent 2010 handler om overrumplende talent, rørende øjeblikke og opdagelsen af store evner hos ukendte mennesker, så er Sofie på 11 år lige på kornet.
Da den lille pige sang sig varm foran dommerne, var alle revet med og lyttede betaget til den smukke stemme og Sofies version af Leonard Cohens 'Hallelujah'. Dommerne var slet ikke i tvivl: Nikolaj Koppel fortalte, at Sofie som den første i programmet havde rørt ham, mens Jokeren mente, Sofie var en af de bedste sangere, der havde stået foran dem - de voksne inklusive. Hella konstaterede med begejstring, hvor stor en stemme, der gemte sig i sådan en lille og spinkel krop.
Familien 'leverpostej på rugbrød'
Hvis man tror, at den medfart imponerer den 11-årige Sofie særlig meget, kan man godt tro om igen. Sofie og hendes familie tager succesen med stoisk ro og har benene så solidt plantet i den jyske muld, at der skal mere end tre jublende dommere og en dansk befolkning til at ryste dem for alvor. De er sådan en 'leverpostej på rugbrød'-familie, som ikke lader sig ryste uden videre, fortæller Sofies mor.
Selvom Sofie var spændt, da hun skulle ind på scenen, var det da heller ikke udpræget nervøsitet, der plagede den lille pige. På bagscenen prøvede en lydtekniker velmenende at berolig hende, mens Sofie var mere optaget af at spørge om, hvordan de teknisk lavede baggrunden på scenen og andre lignende ting.
Halvanden times undervisning i sang
Både familien og Sofie er dog vældig glade for den store succes, og det var en kæmpe oplevelse for Sofie at få lov at stå på scenen. Sofies egen mor var både imponeret og stolt, da hun hørte sin datter synge. Sofie har gået til kor i to år, men er ellers aldrig blevet undervist i sang udover halvanden times undervisning op til auditionen. Der er heller ingen i familien, der er musikalsk… Altså lige ud over hendes oldefar, der kan spille mundharmonika ud på de sene nattetimer til familiefesterne.
Sofie har dog altid sunget. Hun synger, når hun står op, hun synger, når hun er med nede at handle i Føtex, og hun synger også, når hun skal koncentrere sig om matematikopgaverne i skolen. Så højt, at hendes matematiklærer engang måtte bemærke, at det måske var lidt forstyrrende for de andre elever. Derfor fik Sofie også lov til at begynde i kirkekor, da hun var otte.
Sofie bevarer roen
Som Sofie fortalte til kameraet inden sin optræden i Talent 2010, gad hun egentlig godt vide, om hun rent faktisk sang godt, og derfor fandt den lille pige selv på at melde sig til Talent 2010. Det fik hun et ret overbevisende svar på, og hun har fået mange positive reaktioner både fra bekendte og ukendte. Hvad Sofie har af planer til den kommende optræden, ved ingen. På sin egen rolige facon mener Sofie nemlig, at det er der rigeligt med tid til at beslutte det, når de store shows kommer lidt tættere på.