Så er denne omgang Troldspejlet-afstemning slut, og vi har fået afgjort endnu et af livets vigtigste spørgsmål. Dennegang galdt det computerspil bygget over film - vi skælder jævnligt ud over spil, der er lavet hurtigt og sjusket for at tjene penge på en films succes - men rent faktisk er der jo lavet nogle, der både er gode fortolkninger af filmen og gode spil i sig selv. Vi havde nomineret 10 og det er blandt dem, vi nu har fundet en vinder: LEGO STAR WARS.
Her er de nominerede spil:
DISNEY'S ALADDIN
(1993, Megadrive, Amiga, Supernintendo)
Nogle af de allerførst computetrspil nogensinde lånte univers og hovedpersoner fra kendte spillefilm - men det gik ofte ret dårligt. Det berygtede ET-spil fra 1982 regnes således blandt de ringeste spil nogensinde. Men mange platform-spil fra 90'erne ramte plet, og blandt dem var Disney's Aladdin nok det bedste. Et udfordrende, afvekslende og underholdende platformspil, der brugte filmens historie godt. Det kom til både Segas Megadrive, Supernintendo og Amiga - dengang i 1993.
GOLDEN EYE 007
(1997, Nintendo 64)
James Bond har lagt navn til utallige spil og gør det stadig hvergang en ny 007-film er klar. Men de varierer meget i kvalitet, og de fleste fans er enige om, at Nintendo 64-spillet Golden Eye, som kom i 1997, stadig er det bedste. Selvom det måske ser forældet ud idag, så har det stadig meget at byde på.
LORD OF THE RINGS - THE TWO TOWERS
(2002, PS2, XBox, GameCube, Gameboy)
Allerede før filmatiseringen af Tolkiens Ringenes Herre sås Frodo og Co. i forskellige spil, men det var filmene, der satte skub i udviklingen. Allerede inden premieren på to'eren, De To Tårne, var spillet klar, og det imponerede ved både at ramme filmens stemning og historie, så man fik opfyldt drømmen om selv at være med i eventyret.
INDIANA JONES AND THE EMPERORS TOMBS
(2003, PS2, XBox, PC)
Indiana Jones sås som pixelleret spilfigur allerede i 1982 til Atari. Allerede i 1992 overhalede spillene de tre film, og George Lucas' folk begyndte at digte videre. Så egentlig er Indiana Jones and the Emperors Tomb fra 2003 ikke bygget over en film, men vi nominerer det alligevel, for det er nok det bedste Indy-spil hidtil.
STAR WARS: KNIGHTS OF THE OLD REPUBLIC
(2003, PC, Xbox)
Også Star Wars-spillene begyndte tidligt at digte videre på myten, og også her skulle det vise sig, at nogle af de bedste var spil, der fortalte historier, vi ikke direkte havde set på film. Star Wars-spillene er så utallige, at mange sikkert har deres egne favoritter - men vi valgte ét - og det var svært - men det blev Knights of the Old Republic fra 2003.
RIDDICK: ESCAPE FROM BUCTHER BAY
(2004, PC, Xbox)
Chronicles of Riddick er et ret overset science fiction-univers, og det er synd, for filmene om ham og hans verden er faktisk vellykkede. Og spillene er heller ikke dårlige, især ikke Escape from Butcher Bay fra 2004 - her får vi forhistorien om Riddicks flugt fra fængslet.
KING KONG
(2005, Alle platforme)
Peter Jacksons genindspilning af filmklassikeren King Kong er vel nærmest glemt idag, mens den gamle film stadig er klassikeren. Til gengæld er spillet ret imponerende og et virkelig flot forsøg på at blande filmens fortælling med en interaktiv oplevelse - især fordi Jackson, der selv deltog i spillets tilblivelse, gerne ville have, at skærmen var fri for tekst, tal og helbredsbjælker.
NIGHTMARE BEFORE CHRISTMAS: OOGIE'S REVENGE
(2005, PS2, Xbox)
Tim Burton og Henry Selicks banebrydende stopmotion-film "The Nightmare Before Christmas" kom i 1993, og den er blevet en kultklassiker, der kun bliver bedre for hver gang man ser den. 12 år efter kom så et spil, der virkelig fanger den morsomts makabre stemning fra filmen - "Oogi'e Revenge". Det blev ikke så kendt, men det havde det fortjent.
LEGO STAR WARS II
(2006, PS2, XBox, XBox360, PC)
For dem, der mener, at et filmspil skal være 100 % trofast overfor filmen, blev Lego Star Wars-spillene en åbenbaring, især II'eren, der omfatter den oprindelige trilogi. Her var alle filmens detaljer med - og en masser morsomme drejninger, der gør spillet til en oplevelse for fans - og perfekt Star Wars-opdragelse for begyndere!
KUNG FU PANDA
(2008, alle platforme)
Computeranimerede film har altid været oplagte til spil, bl.a. fordi alle figurerne i forvejen fandtes som 3D-animationer. Pixar-filmene fik derfor deres egne spil lige fra "Toy Story" i 1995. Men selvom mange af dem er sjove, er der også mange flop, og på spilsiden må Pixar se sig slået af Dreamworks, især med det allernyeste Kung Fu Panda-spil, der udkom sammen med filmen i 2008.
Bemærk at alle indlæg skal godkendes af Troldspejlets webmaster, før de bliver synlige. Det sker på hverdage mellem 9 og 17.
Webmasteren forbeholder sig ret til ikke at godkende indlæg, der indeholder racisme, meget grimt sprog, reklame, personlige oplysninger (f.eks. email-adresse, telefonnummer, o.s.v.) og generel manglende respekt for de andre indlæg. Troldspejlet er dog ikke ansvarlig for indhold eller evt. links i de indlæg der bliver lagt ud af brugerne.