Mange gode fantasyserier kommer i trilogier, og Dødens Instrumenter er bestemt en af dem. Men nogle gange kan det være svært for en forfatter at slippe sit fantastiske univers, og måske er det derfor Cassandra Clare har valgt at føje tre nye bøger til serien, hvoraf den første hedder De faldne engles by.
Krigen er overstået, og Jace og Clary er endelig blevet officielle kærester, men alt er ikke lutter idyl. Jace fjerner sig nemlig mere og mere fra Clary og der dukker Skyggejæger-lig op rundt omkring i byen. Samtidig må Simon vænne sig til sit nye liv som forbandet vampyr - Kain-forbandelsen viser sig dog at være utrolig nyttig, da nogle yderst farlige personer er ude efter ham!
Selve Cassandra Clares fantasyunivers er stadig fantastisk, men personerne tager nogle virkelig mærkelige valg, og det er næsten det eneste, der driver handlingen frem - for plottet er altså ret tyndt. I
De faldne engles by bliver de nye intriger desværre lidt for sæbeopera-agtige og universet mister lidt af sin troværdighed. Det er rigtig ærgerligt, for historien blev afrundet noget så fint i det tredje bind
Englens by, og det virker lidt som om, at forfatteren ikke havde en idé til en ordentlig historie, da hun startede
Dødens Instrumenter op igen, hvoraf handlingen virker ret forceret. Det fungerer dog rigtig godt, at Simon træder mere i karakter og får en større rolle - han er nemlig en rigtig god figur og spændende at følge, især nu hvor han både slås med sin trang til blod, frygten for at blive udstødt og Kain-forbandelsen.
Det var helt klart en bedre idé at genoptage universet, som Cassandra Clare gjorde sidste år med
Urværksenglen. Den foregik i London i 1800-tallet, men var stadig centreret om Skyggejægermiljøet, dog med nye hovedpersoner og dermed nye historier, der kunne fortælles - ikke genbruges.
Forfatter: Cassandra Clare
Forside: Cliff Nielsen
Sider: 375
Forlag: Borgen
Udgivelse: 2. februar 2012
Cassandra Claire er en ung amerikansk forfatter, der har vakt opsigt med sin fantasy-bogserie Mortal Instruments. Hun begyndte med at skrive fan-fiktion og har taget sit forfatter-fornavn fra en gammel Jane Austen-bog, men hendes egen serie er fantasy-gys!