preload loader

DEN FLAMMENDE TRONE (KANE-ARKIVERNE 2)


Efter strabadserne i Den røde pyramide er Carter og Sadie Kane tilbage i Huset i Brooklyn, hvor de underviser en masse nye magi-aspiranter, men selvfølgelig er de to søskendes prøvelser langt fra ovre!

Slangen Apophis er nemlig ved at bryde fri af fængslet i Duat, og hvis det lykkedes, har den til hensigt at sluge solen og dermed slynge verden ud i et evigt mørke, hvor Kaos vil herske… Det er de færreste selvfølgelig interesserede i, så Kane-børnene kaster sig straks ud i at redde verden - endnu en gang. For at bekæmpe Apophis skal de bruge solguden Ra - der er bare det problem, at gamle Ra er gået på pension for længe siden, og de tre papyrusruller, der forhåbentlig kan bringe ham tilbage, er gemt over hele verden…

Når man som Rick Riordan har mulighed for at bruge alle de gamle egyptiske guder som personer i sin historie, er der absolut ingen undskyldning for at have et kedeligt persongalleri - og det bugner da heldigvis også af vidunderligt sære figurer i Den flammende trone. En af de nye er dværgeguden Bes, der efter ordre fra Bast er blevet sat til at hjælpe de to Kane-søskende. Og hans største talent er at være afskyeligt grim (og usædvanligt sjov!).

Sadie og Carter er et rigtig godt makkerpar, for de har forskellige styrker og personligheder, og det giver god variation, når de skiftes til at være fortælleren i kapitlerne, uden at tonen dog ændrer sig så væsentligt, at det virker forvirrende. Sadie fylder 13 år i løbet af bogen, og selv om hun langt hen ad vejen er en virkelig sej og modig pige, kan man som læser godt blive lidt irriteret over hendes forhold til drenge - især nu, hvor hun er blevet rigtig teenager, og det ikke kun er dødsguden Anubis, hun savler over.

Rick Riordan har altså endnu engang leveret et både sjovt og actionfyldt moderne eventyr, der både byder på en grim dværgegud i badebukser, en senil, zebra-elskende eks-hersker og udsigten til hele jordens undergang. Kort sagt det, der udgør enhver god bog!

Forfatter: Rick Riordan
Forside: John Rocco
Forlag: Carlsen
Sider: 493
Udkommet: 11. maj 2012

SE OGSÅ:

DEN RØDE PYRAMIDE (KANE ARKIVERNE 1)

Forfatteren Rick Riordan er efterhånden specialist i at tage oldgamle myter og bruge dem til at skabe spændende nye historier. Og denne er ingen undtagelse!

 

SØG PÅ DR.DK/TROLDSPEJLET

Søge formular

 
Følg Troldspejlet på Facebook
Følg Troldspejlet på Instagram

 


 

 

 

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Troldspejlet > Bøger > 2012

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.