I sommer afsluttedes filmudgaven af Harry Potter-sagaen med den ottende og sidste film. Det blev en oplevelse, de fleste Harry Potter-fans nød - også selvom meget var lavet om i forhold til J.K. Rowlings forlæg. Og det betyder så, at filmen nu er klar på dvd og bluray til vintermørket. Og ikke nok med det - nu kommer der selvfølgelig også en boks, så man kan se alle otte på én gang. Hvis man altså har 18-20 timer til rådighed
Filmene havde premiere fra 2001-2011, og efterhånden som årene er gået, er de også blevet mere alvorlige og mørke, præcis som det er tilfældet med bøgerne. Mens
De Vises Sten mest af alt er en hyggelig familiefilm, hvor de mindste også kan se med, så befinder
Dødsregalierne sig i den helt anden ende af spektret, og der er skruet voldsomt op for både død, drama og action. Denne udvikling virker dog helt naturlig, eftersom hovedpersonerne også bliver ældre - noget man virkelig kan se, når man ser filmene i træk - og det kan de godt tåle.
Boksen med alle otte film er tilmed yderst rimelig i pris - og man kan vist godt sige, at det er et absolut must at eje den komplette samling, for et så fantastisk fantasyunivers kommer ikke flyvende på en Nimbus 2000 hver dag. Men har man allerede købt alle filmene, så er det ikke nødvendigt at investere på ny i boksen, da det nye ekstramateriale egentlig kun består af den papæske, filmene ligger i - i hvert fald i DVD-udgaven.
HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE - DEL 2:
Tre horcruxer er ødelagt, men der er flere tilbage, inden Voldemort kan dræbes, så Harry, Ron og Hermione har stadig en stor opgave foran sig. Problemerne vokser konstant vore helte over hovedet - også rent bogstaveligt, da de bryder ind i Bellatrix Lestranges boks i Gringotts-banken og en forbandelse gør at alt hvad man rør ved, deler sig.
Det meste af sidste del foregår på Hogwarts, hvor den nye rektor Snape holder eks-traordinær samling midt om natten. Harry Potter rygtes nemlig at være vendt tilbage.
Som altid er både Ron og Hermione aktive i kampen. Hogwarts er under angreb i det sidste kapitel, for Voldemort har naturligvis tænkt sig at indtage den gamle skole og han har uheldigvis en masse dødsgardister med sig.
Blandt de andre elever har Harry altid haft én stor fjende og Draco Malfoy spænder selvfølgelig også ben for ham i den allersidste film. Men mens Draco måske ikke er så endimensionel endda, sørger hans følgesvend Goyle for et regulært hav af ild.
Den sidste Harry Potter-film er den korteste i rækken, men er også kun bygget over knap 230 sider, da
Harry Potter og Dødsregalierne - del 1 dækkede hele 2/3 af bogen. Derfor er den sidste film i rækken også en af dem, der er mest tro mod handlingen i bogen og derfor vil selv den største Harry Potter-fan have svært ved at være utilfreds med noget som helst.
Harry Potter og Dødsregalierne - del 2 er i den grad en værdig afslutning på den 10 år lange saga, der ender ligeså magisk som den startede.