preload loader
 

Send eller anbefal link

SPACE DOGS

I 1957 var russerne begyndt at planlægge den første rumraket med et menneske ombord, men først ville man prøve med hunde. Nu har et russisk tegnefilmsstudie lavet en film om de tapre hunde, der dermed også blev de første dyr fra jorden, som rejste væk fra vores planet.

Filmens to hovedpersoner kommer fra vidt forskellige miljøer - men fælles for dem er, at de bor i Sovjettidens diktatur, en tid med undertrykkelse, fattigdom og mangel på frihed. Strelka er en strejfer, altid på flugt fra hundefangeren.

I cirkus optræder derimod Belka, som er stjerne - og udfører halsbrækkende numre, der har gjort hende berømt. Et nyt nummer skal gøre hende endnu mere kendt, men noget går galt, og pludselig er hun på afveje, langt væk fra cirkuslivets trygge rammer.

Belka og Strelka har mødt hinanden, og modsætningerne slår gnister i en russisk udgave af Lady og Vagabonden. Sammen indfanges de to hunde til Sovjetunionens rumprogram, som lå i skarp konkurrence med amerikanernes. De er kandidater til opgaven som de første astronauter. Det russiske rumprogram havde faktisk et stort forbrug af hunde, der ligesom i filmen blev trænet til ophold uden for jordens atmosfære. Ikke alle klarede turen, men de fleste overlevede og banede dermed vejen for rumrejsende mennesker.

Vore to helte bliver naturligvis udvalgt til den fantastiske mission - man mærker, at folkene bag har fremstillet den rakettekniske side af sagen med omhu, og disse sekvenser er meget flotte. Men ellers er filmen dog ikke specielt realistisk - virkelighedens rumhunde var da heller ikke på rumvandring.

Space Dogs er en af de første russiske computeranimationsfilm i spillefilmlængde - den er lidt rodet fortalt, men figurerne er interessante, og emnet oplagt.

Instruktør: Inna Evlannikova og Svyatoslav Ushakov 
Skuespillere: Elena Yakovleva, Anna Bolshova, Yevgeny Mironov, Sergey Garmash m.fl.
Genre: Animation, Børnefilm
Distributør: Scanbox Entertainment
Udgivelsesdato: 29. maj 2012

 


SØG PÅ DR.DK/TROLDSPEJLET

Søge formular

 
Følg Troldspejlet på Facebook
Følg Troldspejlet på Instagram

 


 

 

 

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Troldspejlet > Film > 2012

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.