preload loader
 

Send eller anbefal link

SNOW WHITE AND THE HUNTSMAN

Snehvide er populær for tiden - hun er i hvert fald klar med sin anden spillefilm inden for ganske få måneder. Men hvor sæsonens første Snehvide-film - Lille Spejl på Væggen Der - var ret irriterende og uden fornemmelse for det gamle eventyr - tager den nye, som har premiere i denne uge, fat om historien og giver den nyt liv. Hun spilles af Kristen Stewart fra Twilight-filmene, mens jægeren, the Huntsman, leveres af selveste Thor, alias Chris Hemsworth.

Vi kender historien, men den har aldrig set sådan ud. Aldrig har den onde dronning været så ond, aldrig har spejlet været så uhyggeligt og aldrig har Snehvide været så meget i fare. For der er mere end blot hende på spil - i denne udgave er der undertrykkelse, oprør, kamp og magi for alle pengene, med imponerende effekter, utrolige billeder og masser af solide overraskelser.

Dronningen spilles helt fantastisk af Charlize Theron - og hun er vred, for Snehvide er undsluppet, og hun skal bruge hende for at få evigt liv. Kun én kender skoven, hvor Snehvide søger tilflugt... Jægeren. Han finder selvfølgelig prinsessen på flugt - men hvorfor skal han egentlig hjælpe dronningen - er der ikke noget særlig ved Snehvide? Snehvide og jægeren bliver venner - og måske mere end det - men de har dog mest travlt med at undgå farer - og skoven myldrer med magi og monstre.

Snow White and The Huntsman er en stort opsat produktion med mængder af overbevisende effekter, dekorationer der virker meget rigtige og virkelige omgivelser, der er fyldt med eventyr. Der er kælet for billederne fra først til sidst, stemningen er dyster og dramatisk - som når ridderne går i aktion med grum middelalder-natur som baggrund - og nutidige helikoptere til at filme det.

En prins er også med  - han slutter sig til de onde for sammen med dem at finde Snehvide, og måske redde hende... Og dværgene er også med - de spilles af skuespillere, der ikke er dværge, men som effektmagerne har gjort små - det virker sært, men ikke forkert. Og dværgene er selvfølgelig på Snehvides hold. Til sidst kan Snehvide samle alle gode kræfter i et opgør med den onde dronnings regime, men kampen er ikke afgjort på forhånd, for dronningen har stærke magiske kræfter til rådighed.

Snow White and the Huntsman er med andre ord en både dyster og uhyggelig Snehvide-film - men det skal den historie også være - og hvis man tror, at den gamle Disney-film fra 1937 bare var hyggelig og sjov med den syv dværge, husker man forkert...

Faktisk er den onde dronning præcis lige uhyggelig og frygtindgydende i den animerede 1937-udgave som Charlize Theron i den nye version. Snehvide er måske knap så forskræmt i den nye udgave, men rædslerne i skoven er de samme - og hendes flugt ud i mørket er stadig ægte gys. Scenerne med dronningens sorte magi er også dystre og alt endet end hyggelige - og fremragende fortalt trods datidens begrænsede animationsteknik.

Disneys Snehvide er svær at få fat på på DVD og Blu-Ray, selvom den udkom i 2009. Desværre har Disney-selskabet nemlig den kedelige vane at trække filmene tilbage med jævne mellemrum - men hvis man leder lidt, kan man godt finde den.

Instruktør: Rupert Sanders
Skuespillere: Kristen Stewart, Chris Hemsworth, Charlize Theron, Ian McShane, Toby Jones og Ray Winstone, m.fl.
Genre: Drama, Action, Eventyr
Distributør: United International Pictures 
Biografpremiere: 7. juni 2012 

 


SØG PÅ DR.DK/TROLDSPEJLET

Søge formular

 
Følg Troldspejlet på Facebook
Følg Troldspejlet på Instagram

 


 

 

 

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Troldspejlet > Film > 2012

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.