preload loader

THE WILHELM SCREAM - VERDENS BEDSTE FILMSKRIG




Hver gang man hører et skrig i en film, forestiller man sig en skuespiller der yder sit bedste for at lyde angst og desperat. Men et enkelt skrig var så godt, at vi faktisk har hørt det utallige gange. Her kommer den mærkelige, men sandfærdige historie om Wilhelm-skriget.

Filmhistoriens måske mest berømte skrig optrådte for første gang i en film i 1951 og efter premieren gemte lydfolkene optagelsen af skriget. Nu kunne det bruges igen og igen, og det blev det - for der var noget helt særligt over det klagende dødsskrig.

Skriget blev døbt The Wilhelm Scream, og i 50'erne og 60'erne blev det brugt i mange af Warner Bros.' film. Lydfolkene hev det frem fra arkivet og brugte det f.eks. i filmen Them fra 1954. Man kan tydeligt høre det, hvis man lytter godt efter.

Efter nogle år blev skriget glemt, indtil en ung lydekspert faldt over det. Amerikaneren Ben Burtt havde undret sig over, hvorfor skuespillerne altid skreg på samme måde i mange film. Og da han i 1977 blev hyret til at stå for lydeffekter i den første Star Wars-film, begyndte han også at bruge det berømte skrig.

Burtt brugte skriget i mange store film i 70'erne og 80'erne. Det er med i alle tre af de oprindelige Star Wars-film, men det er også med i de tre første Indiana Jones-film. Og i eventyrfilmen Willow kan man også høre skriget, hvis man lytter efter.

På den måde blev skriget både Ben Burtts personlige aftryk på filmene og det blev samtidig en hyldest til de berømte film, det har medvirket i. Siden har andre taget skriget til sig. Instruktøren Quentin Tarantino har brugt det i sine film, bl.a. i den første Kill Bill fra 2003. Det har desuden været med i en række tegnefilm, f.eks. Aladdin, Toy Story og Hercules. Selv i AvatarPrinsessen og Frøen og Sådan træner du din drage optræder Wilhelm-skriget, og det vil sikkert blive ved med at dukke op, når der er brug for det.

Ingen ved med sikkerhed, hvem der indtalte det berømte skrig for omkring 60 år siden. Men The Wilhelm Scream lever i bedste velgående. Det har til dato været med i omkring 150 spillefilm. Så lyt efter, næste gang skurken falder af hesten eller helten bliver skudt ned - måske er det ikke ham selv, der skriger. Måske er det The Wilhelm Scream.
The Wilhelm Scream 


HØR SELVE SKRIGET HER:





KENDER DU FILM HVOR MAN KAN HØRE THE WILHELM SCREAM?


SØG PÅ DR.DK/TROLDSPEJLET

Søge formular

 
Følg Troldspejlet på Facebook
Følg Troldspejlet på Instagram

 


 

 

 

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Troldspejlet > Film > Tema

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.