Hvis nogen nu skulle have overset det, så er der altså gang i den på Mars for tiden. Den røde planet fik forleden besøg af Nasa’s robotbil ”Spirit”, der landede uskadt på Mars' overflade efter en rejse på mange millioner kilometer, og sidst på måneden får den følgeskab af sin tvilling ”Opportunity”.
Hovedmissionen for de fjernstyrede Rovers er at lede efter vand - for forskerne mener, at hvis der først har været vand på Mars, har der med al sandsynlighed også været liv.
I anledning af denne interplanetariske tour de force, har vi bedt to førende marsforskere i Danmark fortælle om hvad de håber der kommer ud af missionerne til Mars. Det er professor i astrofysik Jens Martin Knudsen og seniorforsker Susanne Vennerstrøm, der begge er tilknyttet Center for Planetforskning i København.