The making of Harry Potter:
OPLEV MAGIEN BAG HARRY POTTER-FILMENE
Harry Potter-filmserien er endegyldigt slut - men Harry Potters verden er ikke dermed lukket for nye oplevelser. I Florida er der åbnet en Harry Potter-forlystelsespark - og i London er filmens kulisser og special effects blevet rammen om en helt ny attraktion, hvor Harry Potter-fans kan besøge Hogwarts og opleve lidt af stemningen fra filmene.
The making of Harry Potter hedder udstillingen, og ud over komplette filmdekorationer som Storsalen og Diagonalstræde, byder den også på gummimasker og mekaniske væsner fra filmen - alle utroligt fascinerende udført. For skuespillerne er det også noget helt særligt at vende tilbage til de omgivelser, som de filmede i gennem 10 år.
Ud over kulisser blev der også lavet utallige rekvisitter til de otte film - og selv om mange af dem kun ses ganske kort, er der lagt et imponerende stykke arbejde i detaljerne. Med så mange rekvisitter sker der selvfølgelig også uheld under optagelserne…
Harry Potter-filmene er fyldt med special effects - både computergenerede og håndbyggede - og ofte var det nødvendigt med mange udgaver af den samme genstand. Selv om Harry Potter bugner af besynderlige skabninger, kan det være nogle helt simple ting, der er de mest udfordrende at kreere, så det bliver helt rigtigt.
Med den nye udstilling kan almindelige mugglere altså få indsigt i tilblivelsen af det fantastiske univers i de otte film, men det kan være nødvendigt at advare om, at turen muligvis fjerner lidt af magien…
Warner Bros. Studio Tour London - The making of Harry Potter kræver naturligvis, at man rejser til London, men hvis Ringenes Herre-fans kan rejse helt til New Zealand for at se landskaberne fra Midgård, kan Potter-fans vel også tillade sig den korte flyvetur til London for at se Hogwarts.