Rækken af spil bygget over Batman-tegneserien er nærmest uendelig. Det nyeste er et af de mest dunkle, for det tager udgangspunkt i galeanstalten Arkham og de superskurke, der er indsat der.
I forbindelse med premieren på
Dark Knight-filmen kom der intet nyt spil, så mange har set frem til
Batman: Arkham Asylum, som da også har fået en pæn modtagelse overalt. Historien begynder da Nattens Ridder ankommer til den sagnomspundne galeanstalt, hvor alle vaneforbryderne er indsat. Og i sin varetægt har Batman den værste af dem alle: Jokeren.
Men selvfølgelig er der noget i gære, for Klovneprinsen har nemlig lagt en skummel fælde fra starten. Så inden Batman får set sig om er Jokeren sluppet løs i fængslet, sammen med en sand horde af håndlangere.
Man lægger straks mærke til hvor naturligt det falder én, at uddele øretæver til de fjender der ufortrødent forsøger at overmande Batman. Kun enkelte tryk på joypaddet får kampene til at ligne en flydende - omend meget voldsom - ballet.
Selvom Batman det meste af tiden er alene i sit forsøg på atter at bure sine rivaler inde, så er han bestemt klædt på til aftenens begivenheder. Hans rustning er nemlig udstyret med den nyeste teknologi fra WayneTech, så ved et enkelt tryk på en knap, slår man "Detektiv"-funktionen til. Den funktion gør det til en sand fryd at sprede skræk og rædsel i sine fjender, for med den slået til danner man sig nemt et overblik.
En ting der er vigtig at påpege i spillet er handlingen, som er skrevet af Paul Dini - kendt fra
Superman- og
Batman-tegnefilmene. Han har gjort et strålende stykke arbejde, for det er historiefortælling på et højt plan. Også stemmerne bliver leveret overbevisende - især selveste Mark Hamill i rollen som Jokeren ender med at stjæle alle de scener han er med i.
Der er næsten kun gode ting at sige om
Arkham Asylum. Men skal man alligevel være lidt skeptisk anlagt, så kan man med rette mene, at gemme-systemet ikke fungerer optimalt. Til at begynde med kan det også virke lidt ærgerligt, at man ikke får lov at opleve Gotham i al sin pragt, når nu spillet er så vellykket. Til gengæld er Arkham-Øen fyldt til randen med hemmeligheder og skurke som Harley Quinn, Killer Croc og Bane.
Med
Arkham Asylum er der tale om et på alle måder fantastisk spil, som ikke bare er et af de bedste Batman-spil til dato, men nok et af årets bedste spil iøvrigt - uanset om man er Batman-fan eller ej.