Opskriften var cirka den samme i Bubble Bobble fra 1986. Her havde man dog også et dødbringende våben til sin rådighed - man kunne nemlig blæse bobler i hovedet på fjenderne.

Det var dog spillet Super Mario Bros. fra 1985, der kom til at danne skole for de næste mange års platformspil. I spillet drog Mario og Luigi for første gang ud for at redde prinsessen fra skildpadde-mutanten Bowser. Og nu stod skærmen ikke længere stille - den kunne pludselig bevæge sig, så hver bane var fuld af oplevelser, der ventede forude.

I lang tid var det som om, alle spilfirmaerne gerne ville have deres egen platform-helt. Nintendos konkurrent Sega forsøgte sig med en række platformspil. Først var der den unge superhelt Alex Kidd og der udkom også en række spil med den tapre Wonder Boy.

Det var dog først, da det blå pindsvin Sonic dukkede op i 1991, at Sega for alvor fandt en maskot, der kunne konkurrere med Nintendos Mario.

Grafikken i "Sonic The Hedgehog" var meget flottere end den grafik, man ellers var vant til i platformspil, og så var tempoet helt i top, når Sonic spænede gennem de farvestrålende baner. Sonic var med til at sælge mange Mega Drive-konsoller for Sega i starten af 90'erne og her på Troldspejlet var vi også begejstrede for spillet.

I 1996 svarede Nintendo for alvor igen. Naturligvis var det igen med et Mariospil, men dette spil var helt banebrydende for platform-genren. I Super Mario 64 foregik alting i tre dimensioner - endelig kunne man løbe frit rundt på de store baner og ikke bare bevæge sig fra venstre til højre.