En af Danmarks bedste tegneserier er næsten ukendt i dag - Knud V. Larsens fremragende historier om tryllekunstneren og mystikeren Dr. Merling kunne læses fra 1970 til 1980 i Berlingske Tidende, men siden blev serien glemt. Men nu kan man endelig læse den igen, for første bind af en samlet udgivelse er nu udkommet.
Knud V. Larsen tegnede i en helt særlig streg og han var en fremragende fortæller. Så de dramatiske historier om Dr. Merlings opgør med alt fra Frankenstein-agtige monstre til spøgelser, falskmøntnere og alskens andre skurke, blev noget man fulgte med spænding dag for dag i avisen.
Dr. Merling er ikke bare en fabelagtig tryllekunstner, han er også specialist i at opklare forbrydelser og mysterier, der efterlader alle andre måbende. Historierne foregår i det 19. århundredes Europa, som Dr. Merling rejser rundt i og konstant møder nye udfordringer. Knud V. Larsen blandede ofte sine figurer med gamle billeder fra perioden. Det gav et helt særligt og tidløst udseende.
Hvis man kan lide okkulte mysterier og monstre er Dr. Merling en fryd - en glemt dansk klassiker, som nu kan beundres af gamle og nye læsere.
Tegner/forfatter: Knud V. Larsen
Forlag: Forlaget Forlæns
Sidetal: 496
Udgivelse: 18 juni 2010