Hvad er DR Kirken?
Lidt historie
Siden DR Kirken slog dørene op i januar 2006, har der været sendt tv-gudstjenester på DR1 næsten hver søndag kl. 14.
Det har været en markant opskrivning af produktionen, for hvor vi før 2006 sendte 17 TV-gudstjenester om året, kom det samlede antal gudstjenester i DR Kirken i peridoden 2006 - 2009 op på 186 - altså i snit 46 om året.
Dette nye tiltag valgte vi at kalde DR Kirken både for at markere, at der her var tale om gudstjenester specielt tilrettelagt for tv-mediet, og fordi vi faktisk var så heldige næsten at have vores "egen" kirke at sende fra det første år.
Menighedsrådet i Skader-Søby-Halling på Djursland stillede med stor generøsitet den smukke, lille Skader Kirke til disposition. TV-holdet fik ganske enkelt sin egen nøgle til kirkedøren, og hermed var DR Kirken en realitet.
2007
Efter et år i Skader var tiden så inde til at finde at finde nyt sted at være og samtidig et nyt billedmæssigt udtryk til DR Kirken. Derfor var det næsten givet på forhånd, at det skulle være en moderne kirke, og Skæring Kirke lige nord for Århus blev kontaktet.
Også her blev vi godt modtaget, og det travle kirkecenter lavede beredvilligt plads i kalenderen de tre første måneder af 2007.
De midterste måneder af 2007 blev tilbragt i middelalderomgivelser igen. Skivholme Kirke ligger ret godt gemt vest for Århus i landsbyen af samme navn. Men den er så absolut et besøg værd med sin rige udsmykning af kalkmalerier.
Efter et kort gæstespil i Vor Frue, en af Århus' store, gamle bykirker, blev året rundet af med 3 måneder i Brabrand Kirke, som trods sit præg af idyllisk landsbykirke faktisk ligger i selve Århus.
Her måtte de ærværdige hvælvinger lægge rum til så sælsomme ting som rygende kryptonit, Venus fra Milo i hel figur og et brass band på 36 mand, men også nytårsgudstjeneste med Johannes Møllehave.
2008
De første fire måneder af året lagde den moderne Lystrup Kirke hus til og var en ideel ramme om så forskellige tiltag som altertavlebyggeri, taizésang og søsætning af Noahs ark. Ved en enkelt lejlighed blev næsten hver eneste kvadratmeter tom væg i kirkerummet fyldt ud af maleren Arnt Uhres store billeder.
Siden kom turen til en af landets ældste kirker, Skanderup Kirke midt inde i Skanderborg by, og efter en kort afstikker til Lyngå Kirke ved Hadsten, vendte DR Kirken tilbage til Skæring Kirke i årets sidste måneder.
2009
I årets første måneder fortsatte vi i Skæring Kirke, men i forbindelse med påsken flyttede DR Kirken igen til en middelalderkirke.
Denne gang var det Kolt Kirke syd for Århus - for mange århusianere et tydeligt pejlemærke efter mørkets frembrud, fordi den er så smukt belyst og dermed tydeligt ses fra motorvejen, når man er for hjemadgående sydfra.
Perioden i Kolt var afbrudt af svinkeærinder til Skader, Sdr. Felding og Helligåndskirken i Århus, men året sluttede med en måned i Fredericia i Christianskirken, hvor Bjørn Nørgaards udsmykning var en integreret del af DR Kirkens advents- og nytårsgudstjenester.
2010
Ved årsskiftet er DR Kirken så vendt tilbage til Helligåndskirken i Århus for en lidt længere periode end den ene måned, det blev til i oktober 2009.
Og her i dette aktive og helt moderne kirkecenter har vi haft mulighed for at afprøve så forskellige ting som gospelsang med 40 aktive unger og en ligeså aktiv menighed, avantgarde gudstjenester med nogen af de mest kendte salmer sunget med technomusik som baggrund samt knap så højtlydende tiltag som en genfortælling af Bibelen fordelt på 5 gudstjenester.
Påskeperioden er henlagt til Skader Kirke, og til Pinse flytter DR Kirken til et helt anderledes kirkerum - nemlig Thorsager Rundkirke på Djursland.
Et samarbejde mellem tre parter
I modsætning til andre kirker skifter DR Kirken sin præst ud hver måned. Det gør vi selvfølgelig ikke, fordi vi hurtigt bliver trætte af dem, men fordi vi gerne i det små vil prøve at afspejle den store rummelighed, som findes i det danske kirkeliv.
Det samme gælder menigheden. DR Kirken opfordrede nemlig lige fra starten alle landets menigheder til at komme og hjælpe månedens præst og tv-folkene med at skabe gudstjenester på tv.
I praksis sker det ved, at man ude i lokalsamfundene finder sammen og aftaler en sogneudflugt til DR Kirken. Der er som regel optagelse den sidste fredag og lørdag hver måned - 2 gudstjenester på en dag, og man tegner sig for en af dagene.
Det er månedens præst, som har det liturgiske ansvar for gudstjenesterne, men den tilrejsende menighed vil meget ofte blive bedt om at gøre en aktiv indsats inden optagelserne. Der kan her være tale om at indøve nye salmer, at få kirkekoret og organisten med, at læse tekster og bønner, bage alterbrød, pynte kirken og meget andet.
Den sidste samarbejdspartner er tv-folkene, som har ansvaret for optagelse og efterfølgende redigering, så den anden del af menigheden ved disse gudstjenester, nemlig seerne, også får glæde af anstrengelserne.
Hvem vil være med?
Der er stadig ledige pladser i sidste halvdel af 2010, og man kan enten tilmelde sig ved at bruge den elektroniske tilmeldingsformular her på sitet
eller ved at ringe til telefon 2854 7171,
eller skrive et helt almindeligt brev til
DR
att. Janne Wibroe
Olof Palmes Allé 10 - 12
8200 Århus N