2. søndag efter påske

• Prædiken 30. april 2006  

Download prædiken som PDF-fil

Du, som har dig selv mig givet
lad I dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker.
Så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng.
Amen.

I det evangelium, der blev læst, hører vi, at Jesus er i en af sine utallige konfrontationer med det, som Johannes kalder jøderne. Jøderne, i hans sprogbrug, er gerne de fjendtlige jøder. Det er de skriftkloge, farisæerne, ypperstepræsterne og det sjak, som regnede sig for og var den religiøse elite dengang.

Konfrontationen, som jo ender med, at de tager livet af ham, går på at han siger noget andet om Gud, end de bryder sig om at høre. Det, de bryder sig om at høre, er, at Gud er en rimelig gud, som gør det ved mennesker, som svarer til ens retsbevidsthed.
Er man et godt menneske, er Gud en god. Er man en skiderik eller en slyngel, så har man Guds rynkede bryn på sig.
Det er jo til at forstå, det system. Belønning og straf.

Der kommer Jesus så og siger: "Han lader det regne over retfærdige og uretfærdige."
Det er, som om Jesus fortæller os, at vi alle er lige gode og dårlige. Han, som retter sit teleskop mod os deroppe fra sin imaginære sky synes, vi er ens. Nogle rævepelse, alle sammen, men af Gud elskede rævepelse.
Det kan de ikke lide at høre, for så bliver alle lige.

Tænk, at ifølge Jesus' tankegang er ypperstepræster og skriftkloge og hele det sjak helt på linje med toldere, syndere, ludere, og hvad det nu kan være.
Det kan de ikke lide. De synes, han ødelægger deres religion, og det ender, som det gør, på et kors.

Nok om det. Der er noget andet, vi skal koncentrere os om, og det er hyrdebilledet.
Der bliver grebet fat i det allerede i salme 23, som blev læst.
"Herren er min hyrde.
Han fører mig til de grønne enge."
Det er så smukt, så poetisk smukt og så idyllisk. Og så er det også en side af den gode hyrdes væsen - at han lader os i livets bedste og lykkeligste stunder føle os som ført til de grønne enge og til det rindende vand.

Men der er mere i hyrdebilledet. Meget mere.
For den gode hyrde ender på et kors.
Det er farligt at være en god hyrde og farligt at følge ham. Husk på, at en hyrde dengang var ansvarlig for sin hjord. Tog ulven eller tyveknægten et af fårene, stod han til ansvar. For hyrden var lejet af nogle andre. Det var ikke nemt at være hyrde.

Det er det heller ikke for ham, som her kalder sig den gode hyrde. Det mærkelige er jo, og det er svært at  forstå ... Det er, at hyrden jo selv på en måde er offerlam. Den gode hyrde ender som et offer for alle vores synders skyld.

Hvordan er det så at være under hyrden? For det første er man et får. Man kan se menigheden glippe med øjnene, for er der noget, vi i moderne tid meget nødigt vil være, er det får.
Får er dumme, og det er vi da i hvert fald ikke. Får er flokdyr, og det er vi ikke. Det vil vi meget nødigt være.
Det vil vi gerne have os frabedt, at blive sammenlignet med flokdyr.

Vi er så interessante, hver enkelt af os, og hvis ikke, prøver vi at blive det. Man skal i dag være anderledes.
Ingen tænker på, at alle er det på samme måde, så vi i virkeligheden er ens. Men bestræbelsen går i retning af at være et synligt individ og ikke et medlem af en flok. En menneskelig fåreflok. Man skal kunne tegne sig skarpt i andres bevidsthed. Man skal være et tydeligt individ.
Det er noget nyt for så vidt. Jeg ved også godt, hvor det kommer fra. For det, at vi er interesserede i os selv som individ er frugten af en lang historie, hvor mennesker har været henvist til hinanden.

Jeg tænker på, at vi danske, vi, som er lyshårede og har torskeblå øjne, som de indfødte jo ser ud - vi har vores fortid i et landsbyfællesskab i Danmark.
Det skal man ikke romantisere. Det kunne være hyggeligt, men det var også trangt. Det var svært at være en, der stak bare en smule udenfor. Det var svært at være et individ. Det har man så i de seneste årtier reageret skarpt imod - og i vore dage utrolig skarpt.

I dag er der næsten en perverteret interesse for mennesket som individ. Vi er alle så interessante, at det næsten er for meget. For hvad sker der? Den enkelte fokuserer så meget på sig selv, at de andre glider i baggrunden. Man kan ikke se det mere, når man har så travlt med at glo i spejlet. De andre bliver ikke længere den nære næste, som meningen var.

Tilbage til fåreflokken. Vi er ikke så ubegavede som dem. Vi er klogere, selvom vi har jord i hovedet som et får, for af jord er vi kommet, og til jord skal vi vende tilbage.
Men i fåreflokken er man henvist dels til hyrden og dels til hinanden. Det er mennesker vel også bestemt til. Vi er bestemt til (hvis man skal sammenligne med dyr) så er vi bestemt til i højere grad at være får end at være kat.

Hvad gør en kat? Den går sine egne veje og er interessant. Katteejere synes, den er interessant, for den gør, hvad den selv vil. Den går ude på marken og jager sine mus. Den er ikke et flokdyr. Katten er lidt blevet vores ideal.

Det er synd for mennesket, tror jeg. Jeg tænker på alle dem, og det er rigtig mange, som lever det, man kalder single. Set fra én side er det stort at kunne klare sig selv - uden at støtte sig op ad andre, men det er svært ... Det er svært med kærligheden, når man på forhånd nægter at binde sig.

Vorherres mening var, at vi bandt os til hinanden. Med kærlighedens bånd. Være hinandens.
Et menneske er i virkeligheden kun menneske i fællesskab med andre. Det fællesskab er vanskeligt at etablere, når vi er så interessante, og så solistiske. Det værste er, at vi interesserer os så meget for os selv, så vi er lige ved at guddommeliggøre os selv.

Vi skifter kristendommen ud med en religion, som jeg vil kalde egoteisme. Jeg-dyrkelsen. Og det er synd for menneskene, fordi det giver ingen lykke. Det giver ensomhed og tristesse.
Der er mange mennesker, som ikke bare er enlige, men også ensomme. Men at få dem til at indrømme det er ofte svært. For så knækker ens stolthed.

Hvad gør man, når man har fået knækket sit liv ved at erkende, at man er ensom og ulykkelig? Tja ... Så er der de gamle prøvede midler. At folde sine små lyserøde velfærdsfingre og bede til den gamle og evigt unge Gud. Om ikke han vil føre en ind i livet igen, for man er kommet udenfor.

Jeg har engang læst eller set et billede. Det kan være, det er løgn, men det er lige meget her. Det er en historie om en brøndgraver. I gamle dage gravede man ikke brønd med maskine, men man startede med hånden og kom længere og længere ned. Så kom der spande ned, som en hjælper hev op. Sådan gravede man sig ned. Sådan en brønd kunne være dyb.
Manden, der står dernede og tørrer sveden af panden og kigger op ... Lad os sige, det er middag. Han kigger op, og hvad kan han se? Han kan se himlens stjerner. Os andre, der går i solskinnet, kan bare se en hvid himmel. Forstår I billedet? Dem, der er dybest nede, ser det himmelske.

Det er Vorherres fidus, så dem, der trænger mest og er dybest nede, de får mest.
Der er god visdom i: "Når nøden er størst, er hjælpen nærmest."
Eller: "Gud mildner luften for de klippede får."

Man kan få en forestilling om, at Vorherre er en fornuftig mand, og alle dem, som livet kører rimelig godt for og som man kan kalde lykkelige eller små-lykkelige - dem gider han da ikke bruge sin tid på. For han er hele tiden på vej ud for at søge at frelse de fortabte. Dem, der er gået fortabt i livet. Dem, som livet er kørt tørt for. Dem finder han altid.

Man skal ikke romantisere smerten, sorgen og ulykken. Men der er en kristen sandhed i, at når man er længst nede, ser man bedst det, som Gud er. Man tager bedst imod det, som Guds er.
Jeg har set det udtrykt i en Brorson-salme så skarpt og tydeligt. Jeg vil gerne citere et vers. I skal ikke tage jer af, at det er en julesang, for verset er til hele året og til hele livet.
Det lyder sådan her:

"Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver glædens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe."

Husk det.
Amen.

Lov, tak og evig ære være dig, Gud Fader.
Du som er, var og bliver én sand treenig gud, højlovet fra første begyndelse. Nu og i al evighed. Amen.