Juleprædiken i Engum Kirke

Download Preben Koks prædiken som PDF-fil

Salmen vi lige sang - og det, der lige er blevet læst op, handler om, at "Et barn er født i Betlehem". Det kan man jo ikke ligefrem kalde "Breaking news" - altså en nyhed, der er så overraskende og betydningsfuld, at den skubber alt andet til side.

Jamen, hvorfor skal vi så egentlig bruge tid på at høre om barnet, der blev født i stalden i Betlehem, når vi nu så godt ved, hvad der skete dengang? Jeg kan komme i tanker om to gode grunde til det.

Den ene er, at der for de fleste er noget hyggeligt ved julen. Det er hyggeligt, at høre børn synge: "Et barn er født i Betlehem". Og bare begyndelsen af juleevangeliet: "Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus......" - bare de ord kan hos mange fremkalde en stemning, man godt vil gøre noget for at komme i. Så den ene grund til, at vi skal høre om, at "Et barn er født i Betlehem", - den ene grund har med stemningen - med julestemningen at gøre.

Den anden grund til at høre om fødslen i Betlehem, jeg kan komme i tanker om, er lidt mere mystisk, - faktisk lidt lige som en julegave, man ikke har pakket op endnu. For hvad er der i den? Og når man har taget papiret af den, kan man så se på kassen, hvad der er inden i - eller skal man også have kassen åbnet, for at se det?

For, hvad er der egentlig inden i, når vi pakker juleevangeliet ud. Er der en gave til os i det, som vi kan blive glade for - og måske ligefrem bruge? Ja, det er der da grund til at se efter, når vi nu i aften både synger og hører om barnet fra Betlehem.

Vi begynder med det første: Det med julestemningen. For at den kan blive god, gør vi mange ting her i december. Vi julepynter næsten over alt. Vi gør det selv der, hvor vi bor - og andre gør det for os på gaderne og i forretningerne, - og her i Engum kirke har vi også julepyntet med julestjerner ved bænkene og på alteret - og så også ved at hente et juletræ herind og pynte det.

I år har vi gjort det på en særlig måde. For foruden lysene på grenene og stjernen i toppen, har vi hængt mange kræmmerhuse på træet. Jeg har et magen til dem her. Har I også kræmmerhuse på jeres juletræ? Det er vist ikke så almindeligt mere, som det var engang. Men vi har hængt kræmmerhuse på vores juletræ her - og det er kræmmerhuse af en særlig slags. Der er nemlig en engel på dem.

Det er vist lettere at se englen, når vi ser på sådan et ark her, hvor kræmmerhuset ikke er limet sammen endnu. Englen, der er et billede af her på kræmmerhuset, er faktisk den ene af de to, som står lige her nedenfor.  

Der er altså engle på kræmmerhusene - og det var en engle, der som den første fortalte, at barnet var født i Betlehem. Og da hyrderne havde hørt det, var der ligefrem et helt kor af engle, der sang med fryd derom, så lad os prøve at se, hvad det var, englene var så begejstrede for.
Med andre ord: Lad os prøve at pakke juleevangeliet ud og se, om det indeholder en begejstring - en gave - vi kan blive glade for - og måske endda bruge.

En engel er en, der bringer bud om noget, der er så vigtigt, at Gud synes, vi mennesker skal vide det og huske det. Og den første julenat fortalte englen, hvad det, der nu var sket i stalden i Betlehem, betød. Den sagde til hyrderne: "Frygt ikke. Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket - altså for alle mennesker. For jer er der i dag født en frelser i Davids by - han er Kristus, Herren - og dette er tegnet, I får, I skal finde et barn, som er svøbt og liggende i en Krybbe". 

Engle fortæller os altså det, som Gud vil have, vi skal vide. Og englene julenat fortalte, at nu var der født en frelser ind i verden. En frelser til glæde for alle mennesker. Det vil Gud have, at vi skal vide - og huske.

Det er på samme måde med de to engle, som står her i kirken - og hvoraf den ene er på kræmmerhuset. De skal også fortælle os noget, som Gud vil have, vi skal vide - og huske. Og englene fra julenat og de to engle her har meget med hinanden at gøre, for de er begyndelsen og slutningen på en række begivenheder, som endte lykkeligt - for os, - så vi kan glæde os over det - og bruge det.

De to engle her er udstyret med noget, som er sjældent for engle, de har begge et flammesværd, og det er der en bestemt grund tiI.

For i begyndelsen, da Gud havde skabt hele verden, satte han to mennesker i en særlig smuk have, han havde lavet, og han sagde til dem, at de måtte gøre hvad de ville - undtagen én ting: De måtte ikke spise af kundskabens træ. De to mennesker måtte altså alt hvad de ville, undtagen én ting, - så der var en grænse.

Det med grænser har mennesker altid haft det meget svært med - åbenbart lige fra skabelsen af, for de to første mennesker brød den grænse, Gud havde sat og spiste af kundskabens træ. De ville ikke bare nøjes med at være mennesker - de ville være mere.

Og Gud blev så vred over det, at han smed dem ud af haven og satte de to engle her med flammesværd som vagtposter ved indgangen, så de to mennesker ikke havde nogen mulighed for at komme tilbage igen.

De to engle her hedder keruberne med flammesværdene, og Gud satte dem ved indgangen til Paradiset, for han ville fortælle menneskene, at han var vred på dem og ikke ville være sammen med dem mere.

Da Gud havde gjort det, kom han til at tænke på, at det var ham selv, der havde skabt menneskene - og det var også ham, der havde skabt de regler, de ikke havde overholdt. Så da det altså var ham, der havde magt til at skabe begge dele, så han, at det faktisk også var ham selv, der havde ansvaret for det, der var sket, - så skylden for det, måtte han faktisk tage på sig.
Det var og er en konsekvens af at have al magt i himlen og på jorden. Derfor besluttede Gud, at han ville lave en ny aftale med menneskene. En ny aftale - en ny pagt, som skulle bygge på, at Gud ville lade sin kærlighed til os betyde mere end noget andet - og derfor ville han være sammen med sine mennesker igen, uanset hvad der skete. Det skulle være hovedindholdet i den nye pagt.

Den ville så også betyde, at keruberne, der var sat ved Paradisets port blev overflødige, for når Gud efter den nye pagt ville være sammen med sine mennesker igen, uanset hvad, så skulle der jo ikke længere være vagtposter, der sørgede for, at holde os væk fra Gud.

Og denne nye pagt, som bygger på at Guds kærlighed til os betyder mere end noget som helst andet, denne nye pagt begyndte Gud at bringe til verden julenat i Betlehem. For da kom han selv til verden os - som barnet født af jomfru Maria og lagt i en krybbe i stalden i Betlehem - så skrøbeligt og jordnært som det overhovedet kunne være.

Sådan skulle den nye pagt introduceres, for sådan taler kærligheden. Den vil ikke skræmme, men være tæt på den, der er elsket. Og englene sang om det til de fattigste i samfundet: Hyrderne på Betlehems marker. Og stjernen fortalte om det til de rigeste konger i fjerne lande. For den nye pagt skulle gælde for alle mennesker.

Og i de følgende år voksede barnet, Jesus Kristus blev hans navn, til og viste på mange måder, at Gud vil være hos os med sin kærlighed - uanset hvad der sker. Og for at slå fast, at Guds kærlighed ikke kan laves om til andet end kærlighed, så gik han også gennem lidelserne og døden, den sidste påske han var her på jorden, så også vi, når vi kommer i de dele af livet, kan vide, at han også vil være sammen med os der og ikke slipper os.

Da Jesus var død langfredag, blev han begravet i en klippehule, og en stor sten blev væltet for indgangen til graven. Men påskemorgen opstod Kristus fra de døde - og gik ud af graven.
Legenden fortæller så, at det var de to engle - de to keruber med flammesværdene - dem fra Paradisets port, der væltede stenen foran graven væk, for de var jo blevet fri for deres arbejde som vagtposter nu, hvor Gud havde lavet den nye pagt med os om, at han vil være sammen med os - altid.

Og for at vise, at vejen ind til Gud er åben, og at keruberne ikke mere er vagtposter, der holder os på afstand af Gud, så står der to figurer af dem her i vores kirke, og de har flammesværdene, så vi kan se, at det er keruberne. Men i stedet for at holde os væk, så kalder de på os for at vise, at der ikke er noget, der står imellem Gud og os. At de kalder på os er tydeligst at se på englen herunder - så det er den, der er på kræmmerhuset. 

Gud vil have, at vi skal vide, at der ikke er noget, der står mellem Ham og os. Derfor sendte han engle til hyrderne på Betlehems marker - og derfor står de to keruber her - og budskabet de giver os, er det samme, nemlig at vores liv bygger på - og bygges på - en kærlighedserklæring fra Gud.

Og det vigtigste i livet er at høre den - og at vi tager den til os. For det giver vores liv forskellige retninger om vi ser det som en opgave, der skal løses - eller vi ser det som en ufattelig kærlighedsgave.

Den første måde at se livet på har det med at give stress, for der er så meget vi skal klare, hvis vi skal gøre det hele selv. Den anden måde at se livet på har det med at give overskud, fordi den giver os lov til at lægge det i Guds hånd, som vi ikke selv kan klare, og dermed sættes der en grænse for, hvad vi selv skal sørge for.

Den grænse, har vi svært ved at se i vores tid, for mennesker har altid haft det svært med grænser. Lige nu fejrer vi imidlertid, at inde i juleevangeliet ligger blandt meget andet en grænse til os - nemlig den kærlighedsgrænse, at Gud står ved sin magt over verden og det ansvar, der følger med den magt - derfor kan vi nøjes med at tage ansvar for det, vi har magt over.

Gud sendte sin søn til jorden julenat for at vise os, at livet er en kærlighedsgave fra vores far i himlen til os - hans børn - her på jorden. Det er måske i virkeligheden 'breaking news' til en stresset verden - og noget, vi kan glæde os over - og bruge, når vi synes, at vi skal kunne mere end vi kan.

Englene på Betlehems marker - og keruberne i Engum kirke vidner om kærlighedsgaven. Derfor har vi limet mange hundrede kræmmerhuse med vores engel sammen, så vi alle, når vi går fra kirke, kan et kræmmerhus med hjem som en særlig hilsen fra Engum kirke - med ønsket om en glædelig jul.
Amen.