Prædiken Alle helgens dag

Download Johannes Esmarchs prædiken som PDF-fil

144 røde roser står ved siden af mig. Roser har egentlig altid betydet meget for mig, for de har været med i afgørende situationer i mit liv, når der var nogle af mine nærmeste, jeg gerne ville sige noget bestemt til.

Når vores børn er blevet færdige med en eksamen eller har taget en uddannelse, så har vi givet dem en rød rose eller måske endda en buket.

Da vi havde været gift i 25 år, min kone og jeg - hun havde fulgt mig med kærlighed og overbærenhed i 25 år - så fik hun selvfølgelig også en buket røde roser.

Og da vi stod ved min fars åbne grav, så kastede jeg en rose ned på hans kiste, og selv 19 år efter kan det godt gøre mig vemodig.

Alle helgen er dagen, hvor vi mindes vores kære. Det er dagen med smerte og også med taknemmelighed. Med smerte, fordi vi savner deres omsorg, deres kærlighed og deres nærvær. Måske også smerte, fordi der var noget, som ikke blev talt igennem, før vi skulle skilles ad. Smerte, fordi der var ting, der ikke blev afsluttet i livet. Muligheder, der ikke blev brugt, eller et liv, der blev alt for kort.

Alle helgen er også dagen, der er fyldt af taknemmelighed for den varme, som de gav os. Den glæde, de spredte i vores liv. De oplevelser, som vi fik sammen. Også måske glæden over de værdier, de gav videre til os, og som vi bygger på i dag. Det hele, både smerterne og glæderne får vi lov til at lægge i Guds hånd denne Alle helgen.

Og så tænder vi lys. Taknemmelighedens og mindets lys. Jesus lærte os at tænke på en helt ny måde også ind i vores sorg og smerte. Vi siger: "Lykkelig den, der kan klare alt og har succes." Jesus siger: "Salige er de fattige i ånden. Lykkelig den, der må stå med de tomme hænder, og bare modtage nåde og evigt liv fra Gud."

Vi siger: "Lykkelige er de glade." Jesus siger: "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes." Ja, lykkelig er den, der har en skulder at sørge ved eller en favn at blive trøstet i. Lykkelig er den, der også oplever, at der er en, de kan sidde med mig i min sorg. Måske endda uden ord.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Hør, at Jesus siger: "Jeg er her, og I må græde hos mig.

Salige er de rene af hjertet." Jeg ved ikke, hvad vi siger. Vi siger måske: "Livet er sommetider lidt grumset, og tingene er ikke så klare, og ingen er fuldkomne." Så lader vi os udfordre i dag af Jesu ord: "Salige er de rene af hjertet."

Det rørte mig egentlig lidt om hjertet, da børnene gik ind i de hvide dragter med roserne, og en lille klump i halsen fik jeg, da vi sang: "Den store hvide flok vi se." Salige er de rene af hjertet. Hvem er med i den store flok af de hvide? Det er dem, der er rene af hjertet. Nej. Kan det passe? Jeg siger, kan det virkelig passe?

Jo. Gud siger, at det er de rene af hjertet, der skal se ham, og så er vi igen inde på det spørgsmål, der var alvorligt for Johannes. Han så den store hvide flok. "Hvem er de, der er med i den flok?" Han blev selv udfordret til at svare, men han afviste, for han tænkte, det her er for alvorligt et spørgsmål for mig at svare på, for her går det ikke, at man bedrager sig selv og hinanden. Og han sagde til englen, som havde udfordret ham: "Du må sige det!"

Og så sagde englen: "Det er dem, som kommer fra den store trængsel og har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod." I lammets blod - så er vi inde ved noget af det centrale i vores kristne tro. De røde roser der er kærlighedens udtryk, men også blodets farve. Kristus, der gav sit liv, for at vi kan finde tilgivelse og nåde og være med i den store hvide flok.

Rene af hjertet bliver vi i Guds tilgivelse. Det er så vigtigt, at vi får det givet videre til den næste generation, til vores børn og børnebørn.

Nu er vi jo i Vestjylland, og det betyder, at her kan man stadig holde et ordentligt bryllup eller sølvbryllup. Det betyder, at til et bryllup kan der godt komme 80-100 med og til et sølvbryllup måske 100-150, og vi kan måske synes, at det, vi har fået fra Jesus, er så langt væk. 2000 års afstand, men lad os lige prøve at regne lidt på, hvor mange hænder er det egentlig er gået igennem?
Jeg har taget et hjerte med. Et sødt lille rødt hjerte. Hvis nu I forestiller jer, at Jesus sagde til Simon Peter: "Her er et hjerte. Det er symbol på alt det, jeg giver, og at jeg giver mig selv. Når du er 25 år, så giv det videre til et af dine børn." Peter var jo gift, så det passer udmærket. Og Peter skulle så sige til sit barn: "Når du er 25 år, skal du give det videre til dit barn." Og så videre. Hvor mange generationer skulle hjertet så gå igennem?

Nu har I nok ikke taget lommeregner med her i kirken, men det er kun 80 mennesker, og når jeg har været til sølvbryllup, så har jeg jo som gæst hilst på de andre gæster, og jeg har hilst på mange flere end 80.

I dag vil vi sige Gud tak for dem, der har givet det videre. Den række af mennesker, der har givet evangeliet videre til os, og jeg kan blive lidt beklemt om hjertet, når jeg tænker på, hvordan det kan blive givet videre.

Måske kom det i en familie, hvor man egentlig bare tog det som en pæn genstand og lagde det væk. Så lå det i vindueskarmen år efter år, og når så tidspunktet kom, hvor børnene skulle rydde op i dødsboet, så tænkte de: Det er jo en gammel sag. Vi gemmer den væk. Den er ikke moderne længere. Og så kan den måske ligge i en kasse i flere generationer, før den bliver taget frem, og man opdager, hvor skinnende dejlig den er.

Salige er de rene af hjertet. Det blev givet videre af Jesus Kristus. Lad det blive det, som vi også giver videre til de kommende generationer.

Vi har jo fået renoveret vores kirke. Det betyder, at der af og til kommer besøgende for at se det, og en af de ting, man gerne vil se, er altertavlen. Jeg spurgte en dag en dame, som kom ind: "Hvad var dit første indtryk, da kom ind og så altertavlen?" Hun sagde: "Jeg kunne se, at lyset er stærkere end mørket."

Ved Alle helgen tænker vi på, at lyset er stærkere end mørket, at Kristus har sejret over døden, og derfor tænder vi lys. Jeg blev egentlig meget fascineret af den første skitse af vores altertavle. Kunstneren havde anbragt den åbne grav ovre i den mørke side. Men hvis jeg bad et barn om at lave en tegning af Jesu opstandelse og den åbne grav Påskemorgen, er jeg sikker på, at der ville komme masser af stråler ud af graven.

Kunstneren her havde anbragt det utroligt dejlige symbol på Jesu sejr over døden ovre i mørkesiden, og hvorfor har det fascineret mig? Det har det, fordi der er jeg taget med. Vi ser ned i den mørke grav. Vi sørger. Vi har mistet.

Men Jesus Kristus kommer også denne Alle helgen til os og siger - sådan som vi ser det i den store lysende skikkelse i den anden side, der hvor lyset er stærkere end mørket - Jesus Kristus kommer til os og siger: "Jeg har sejret over døden. I kan være trygge. I kan tænde håbets lys. Jeg er livets lys, og sammen med mig er der evigt liv."
Amen.