Prædiken nytårsnat

Download Kathrine Lilleørs prædiken som PDF-fil

Så blev det nytårsnat igen, og udenfor er de begyndt at fyre raketter af. Der er brag, og der er fest nogle steder. Der er champagnepropper, der springer, og der er forventning om nytårsglæde og højt humør.

Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg på, om al den larm og al den festlighed egentlig er blevet opfundet for at dulme den uro, som man uvægerligt har, synes jeg, når man har levet et vist antal år og derfor kun alt for godt ved, at der var år, man skød ind med stor forventning, og de blev bare overhovedet ikke, som man havde regnet med. Der var ikke al for megen glæde, der var ikke nær så megen lykke, som man havde håbet på. Der var faktisk rigtig meget af det modsatte. Der er år, man gerne ville have været foruden, ærlig talt.

Jeg tænker, om det ikke er sådan, at når man er nået et vist antal år i sit liv og måske endda også, når man er helt ung... For var det ikke sådan, at man med en vis uro så frem og ind i mellem også med en vis uro så tilbage? Også midt i al larmen. Så lad os nu her i kirkens rum, hvor eftertanken har sin plads, for et øjeblik blive stående ved den uro, der altid melder sig, når man ser ind i det ukendte.

Hvor er Gud? Hvor er Gud? Ikke bare når det er rigtig sjovt og godt i dit og mit liv. Men hvor er han, når det gør ondt? Hvor er han, når det kæntrer?

Sådan har folk til alle tider spurgt, og når jeg selv som præst får det spørgsmål, ja, også når jeg spørger mig selv helt alene: Hvor er du, Gud? så kommer jeg meget ofte til at tænke på kong Salomon. Ja, jeg ved godt, at det skal man måske være præst for at gøre, men nu siger jeg det bare her.

Kong Salomon, ja hvad var der nemlig med ham? Der var det, at han havde bygget et fænomenalt tempel nede i Jerusalem. Jødernes eneste tempel. Det store tempel i Jerusalem, hvoraf der i dag kun er en mur tilbage, og den bliver kaldt Grædemuren.

Men dengang, da Salomon lige havde bygget det, var det så stort og var det så smukt, at verden aldrig havde set dets lige, og Salomon var helt rundt på gulvet af selvtilfredshed og lykke over, at det var lykkedes ham. Og det var mest, fordi han nu havde fået bygget et sted til Gud.

Han havde inde midterst i sit store tempel lavet et mørkt rum, og der havde han fået placeret De Ti Bud. De to store stentavler med De Ti Bud. Dem, som Gud havde givet Moses, og som var pagten mellem Gud og Salomons folk. "Hvis I holder De Ti Bud, så er vi gode venner," havde Gud sagt, og nu havde Salomon skabt et vidunderligt tempel.

Der, inde i midten, hvor ypperstepræsten kom én gang om året, i det allerhelligste, der boede nu Gud, og Salomon siger: "Herren har lovet, at han vil bo i mørket." "Herren har lovet, at han vil bo i mørket."

Så gik der flere tusinde år, og så var der en Martin Luther, der sagde: "Det er rigtigt. Salomon har ret. Herren vil bo i mørket, og han vil bo i et tempel, men det er dit hjertes tempel. Det er ikke et tempel uden for dig selv." Ikke et eller andet sted i Jerusalem, men først og sidst er det i dig og mig, i det mørke hjerte, at Gud har sin plads. Især når vi er allermest kede af det.

Det sagde Luther og fik på den måde så simpelt forklaret, at det med, om Gud er helt tæt på dig og er der for dig, handler ikke om, om du har holdt 10 bud eller 100 bud eller levet op til en masse ting.

Nej. Han har i dåben lovet dig, at han vil være der, når du har allermest brug for ham. Sådan som det lyder i dåbssalmen, som vi nu skal høre i omkvædet. Løftet, han giver os alle sammen, når vi er helt små og bliver holdt over dåben, er nemlig det, at alle dage vil han lægge glæde på din pande og for din fod. Men når du er mest alene, vil han tage plads ved hjertets rod.

Jakob Skjoldborg synger:

1    Som en dråbe dug på et rosenblad
glimter klart i solens skin
sådan trilled' dråber fra
himlens store gyldne kar
gav dig det, som kun Gud har

Alle dage vil Han lægge glæde
på din pande og for din fod,
men når du er mest alene,
vil Han tage plads ved hjertets rod.

2    Som en lærke let kvidrer glad og fri
op mod himlens majblå dyb
har du ingen grund til frygt
lærkelil, du udgår trygt
fra Gud, der nu har dig mødt.

Alle dage vil Han lægge glæde
på din pande og for din fod,
men når du er mest alene,
vil Han tage plads ved hjertets rod.

Tekst: Kathrine Lilleør. Melodi: Jakob Lorentzen

Hvad så hvis man ikke kan tro på det? Hvad så hvis det ikke er nogen trøst? Det tog mig rigtig mange år som præst at forstå, at evangelierne gang på gang, ja hele tiden, henvender sig til dig og mig, når vi ikke kan tro på noget som helst.

Og den største fortælling, jeg kender i evangelierne, der netop henvender sig til dig, der er allermest fyldt af tvivl, ja, måske ikke engang tvivl, bare fuldstændig sort sorg, det er den fortælling, som Johannesevangeliet ender med.

Den begynder påskemorgen. Det er to dage efter, at Jesus er blevet korsfæstet, om fredagen, og de har lagt ham i en grav, og de har sat en stor sten foran indgangen til graven. Så blev det påskelørdag, og det var jødernes helligdag, så da går man ikke på gravpladser, men på den første dag i ugen, går Maria Magdalene ud til graven. Sådan som mennesker har gjort det til alle tider. Når man har begravet en elsket, så går man efter begravelsen ud til graven. Nogle gange hver dag i en lang, lang periode. Ja, resten af livet for nogle. Hver eneste dag ved graven.

Maria Magdalene gik ud til graven denne søndag morgen, og så mødte der hende det syn, som jeg tror alle, der har stået ved en frisk grav, er rædselsslagne for at se, og det er, at stenen var væltet fra indgangen. Man kunne gå lige ind i den, og det gør hun så, og hun ser, at liget ligger der ikke længere.

Hun bliver ude af sig selv, det er klart, og hun løber hjem til disciplene og siger, at liget er væk, og de løber alle sammen ud til graven. Mændene løber ind i graven, og de synes, at det må bestemt være, fordi Jesus er blevet levende igen. Så de jubler hjem igen til alle de andre.

Men, skriver Johannes, Maria stod uden for graven og græd. Den skulle de længere ud på landet med, det der med at nogen skulle være opstået fra de døde. Der måtte være sket noget med det lig selvfølgelig. Nogen har væltet den sten væk fra graven, og nogen har stjålet liget. Det kan man da sige sig selv.

Hun er i sin sorg, og det er jo det, sorg gør... Sorg gør så dennesidig. Man er så meget på denne side af døden. Man kan i sin sorg sjældent forholde sig til, at der skulle være noget på den anden side af døden. De kan tale alt det, de vil, om lyset, men man står ved tabet. Man står ved savnet. Man står ved det, at den elskede ikke er der mere. Det er det, der fylder, og det gjorde det også for Maria Magdalene, tydeligvis. Der er ikke noget, der når hende andet end det faktum, at det lig ikke er der. Og det er der nok en såkaldt naturlig forklaring på.

Så da hun stikker hovedet ind i graven igen, og der sidder to engle, som spørger hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" ja, så ænser hun ikke engang rigtigt, at det er engle, men svarer bare: "Jeg ved ikke, hvor de har lagt liget. Nogen har taget det."

Så står hun videre der uden for graven og ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv, og så kommer der en mand. Havemanden, tror hun, det er. Graveren ville vi sige i dag. Men det er i virkeligheden Jesus, og han spørger hende om det samme som de to engle: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?"

Altså, enten er det det dummeste spørgsmål at stille ved en grav... jeg mener, hvis den lokale graver herude spurgte folk, hvorfor de står og græder på kirkegården, så... Nå ja, det ville ikke være så kvikt i opfattelsen, vel?

Men det er jo - og det er jo det skønne - det er jo ikke en almindelig graver, der spørger. Det er Jesus. Det er Gud selv, og det er oven i købet sekunderet af Guds sendebud, engle, der taler på Guds vegne, og det gør det jo anderledes, for det er jo i virkeligheden Gud i himlen, der spørger: "Kvinde, hvorfor græder du? Mand, hvorfor græder du?"

Sådan spørger Gud dig og mig og dengang Maria, når vi står og græder ved vores elskedes grave. For Gud ved, at der ikke er noget at græde over, og han spørger åbent ind til det.
Stadigvæk forstår Maria ingenting. Hun bliver faktisk lidt irriteret og afbryder ham og siger: "Hvis det er dig, der har taget liget, vil du så være venlig at sige, hvor du har lagt det, så jeg kan hente det?"

Da siger han blot ét ord. Han siger hendes navn. "Maria," siger han, og i det øjeblik, han siger hendes navn, så ser hun, hvem han er.

Hvad skal vi gøre? Og hvordan skal det gå os, hvis der i det kommende år sker det, at sorgen rammer os på en sådan måde, at vi nærmest hverken kan høre eller se og slet ikke høre efter rigtigt?

Hvad skal vi gøre, hvis vi i det kommende år kommer derud, at vi ikke tør tro på, at Gud overhovedet findes, og vi ikke kan forholde os til, at han sidder i vores hjerte? Ja, da skal vi huske, at Gud altid siger vores navn, når han vil. Ikke, når vi spørger efter ham, for Maria spurgte ikke efter ham. Men når Gud vil, så siger han dit og mit navn. Jesus sagde: "Maria." Og straks så hun, at det var ham, og hun blev lykkelig.

Derfor skal vi heller ikke i det kommende år frygte gudløshed. For Gud er der, og han spørger os, hvorfor vi græder, og han siger dit og mit navn, når han vil. Han siger det måske allerede her på denne side af døden, og så har han også lovet os, at han vil sige det, når døden har talt, og vi går lige ind i hans lys.
Amen.