Prædiken 1. juledag

Download Henning Toft Bros prædiken som PDF-fil

Der findes et gammelt ord, der siger, at hver fugl synger med sit næb. En god præsteven klagede engang sin nød til mig, for han syntes ikke, at hans næb kunne give lyd fra sig, som egnede sig til det offentlige rum. En dag sagde han til mig: "Jeg har ikke en eneste tone i livet." Hvortil jeg svarede: "Jo, det har du. Én."

En dag sad han så i en bryllupssamtale med to unge dybt forelskede mennesker. De var kommet til salmevalget, og bruden sagde, at der var én særlig salme de gerne ville have sunget, men de kunne ikke huske melodien.

Præsten fandt så salmen frem, og så begynder han at synge. Ikke bare ét vers. Alle syv vers. Fra først til sidst med det næb, han nu havde, og på sin ene tone.

Og da præsten var færdig, kiggede den vordende brud noget sørgmodigt på ham og sagde: "Jamen, vi vil gerne have den salme, for vi holder meget af den, men kan det dog ikke blive på den gamle melodi?"

Og vi kender det jo godt alle sammen fra os selv. Vi sidder med brudstykker af en tekst i hovedet, men vi kan ikke huske melodien. Eller måske er det omvendt. Men når vi så hører tonerne, er det som om, at alle brikkerne falder på plads, fordi ord og toner er som skabt for hinanden. Og der er salmer, som det kun er meningsfyldt at synge på de toner, som nu har været med til at skabe den. Ord og toner hører sammen. De er som skabt for og til hinanden.

(Menigheden synger Jeg mødte en sang af Henning Toft Bro og Henrik Thorngaard)

Jeg er et musisk menneske. Jeg hører musik overalt. I min elskedes vejrtrækning i en vågen nattetime. Bilernes drøn på vejen. Togenes skingren, når de krydser spor på en banegård. Menneskers mumlen. Tonerne i blæsten. I bølgernes nedslag. I fuglenes symfoniske kvidren. I stilheden. Især stilhed er musik for mig.

Sang og ikke mindst musik forløser. Musikken gør os i stand til at huske. Gør os i stand til at mindes. I ugen efter et tragisk dødsfald i familien hørte jeg salmen 'O kristelighed' i en nærmest ukristelig uendelighed. Musikken drev sorgen ud, så der for en stund blev plads til håbet. Det var som om, musikken byggede bro over mit brusende sind "fra dødningehjem til de levendes land".

Musik er brobygger. Musik bygger bro mellem mennesker. Musik bygger bro mellem følelser. Musik bygger bro fra jord til himmel og omvendt. Og derfor synger vi. Derfor skaber vi musik. Vi gør det blandt andet for at udtrykke både den største glæde og den dybeste sorg.

Vi synger sammen som i gudstjenesten her, men der sker også umærket det, at vi synger os sammen. Vi taler til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, og når vi fejrer gudstjeneste, synger og spiller vi af hjertet for Herren. For at takke, for at lovprise, men også for hver især at give udtryk for vores tvivl og vores tro og derfor gennem sangen og musikken så at sige deponere begge dele hos Gud. Både tvivlen og troen.

Den evangelisk-lutherske gudstjeneste har altid været båret af sang. Ikke mindst takket være Luther, og en af hans store fortjenester var at give sangen tilbage til folket, sangen tilbage til menigheden. Derfor både digtede og gendigtede han salmer, så menigheden gennem sin salmesang kunne give udtryk for netop deres tvivl og tro, deres håb og deres glæde.

Sangen og musikken var for Luther en gave til os mennesker. En gave, der står i rang lige efter Guds eget ord. Og derfor kunne han også sige: "Alt i alt, næst efter Guds eget ord, er musikkens ædle kunst den største skat i verden."

Og et andet sted siger Luther: "Når menneskets naturlige musikalske færdighed bliver skærpet og udviklet, så der skabes kunst, da mærker vi med stor undren Guds store og fuldkomne visdom i musikken, som jo, når alt kommer til alt, er hans værk og gave."

Tænk ... musikken som Guds næststørste skat i verden. Musikken som Guds værk og gave. Tak, fordi vi har fået denne gave. Musikken.

Musikken, der i enhver gudstjeneste skal være med til at bære forkyndelsen frem, så det med åndens hjælp bliver til opmuntring for os. Til trøst for den enkelte. Til livsglæde og til livsmod alle vort livs dage.

(Hasseris Kirkes Kvartet: Tænk, du er til af Mogens Jensen)

I musikken har man et begreb, man kalder for kontrapunkt. Kontrapunkt består i at forene to eller flere stemmer. I vores liv, i gudstjenesten er kunsten, at vi på kontrapunktisk vis - hvis der da overhovedet er noget, der hedder det - at vi på kontrapunktisk vis altid forsøger at forene vores stemmer, så de rent og klangfyldt kommer til at lyde som en smuk og velspillet symfoni i lovsang til Gud.

Gennem sangen og musikken vil vi spille og synge vores livssymfoni hver især, så det klinger smukt og marvfuldt. Og det er derfor, vi altid lægger sjælen i, som man skal for at få musikken til at svinge, overbevise, trøste, forføre og forene.

Og det sker, at der i vores liv blander sig blå toner. Men det må ikke gøre os angste og bange eller frygtsomme, for vi ved godt med os selv, at levet liv altid bærer både sorg og fortvivlelse med sig. Ja, sommetider kan man næsten føle det som en alt for trofast følgesvend.

Musikken og sangen er Guds åndepust. Musikken som Guds åndepust blæser liv i os, og gennem musikken oplever vi ofte, at det er Guds åndepust, der blæser liv i vore hjerter, så livsmod og livsglæde vender tilbage som hver morgens mulighed. Ja, ofte mærker vi, at det bliver gennem musikken, at vi så at sige trækker vejret. Det er gennem musikken, vi drager ånde. Det er gennem musikken, vi lever.

"Syng en ny sang for Herren,
Syng for Herren hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn,
forkynd hans frelse dag efter dag!"

hørte vi. Syng, og forkynd - ja, det er den kristne menigheds vandmærke. Det er dens kendetegn, om vi forkynder i ord, eller vi forkynder i toner. Vi kan ikke forestille os en gudstjeneste uden sang og musik, fordi vi synger os ind i et fællesskab med hinanden. Vi synger os ind i et fællesskab med Gud, som det hedder i salmen: "Guds menighed, syng for vor skaber i løn! - engle synger med."

De synger med, englene, og det gør de, fordi han gav os til frelser sin enbårne Søn. I ham, i Jesus Kristus, samles alle vores livs tråde og toner. Både de lyse toner og de blå toner. I ham begynder og i ham ender det hele. I ham er vi til. I den opstandne bliver vi til. I ham, der er Ordet. I ham, der er vort livs toner.

Og til sidst ... Benny Andersen skriver i digtet 'Musik er sundt' således: "Musikken gør én svag på en måde, så man bliver stærk." Og det er vi mange, der har oplevet igennem levet liv. Og jeg vil føje til: Ja, i al vores svaghed er der også en anden, der viser sig stærk, nemlig Kristus. Og derfor vil vi senere i gudstjenesten ikke bare synge om, men takke med hjerte, mund og hænder.
Amen.