Prædiken 18. søndag efter trinitatis

Download Lisbeth Holm Filtenborgs prædiken som PDF-fil

Kaoskompetent! Omstillingsparat! Det er udtryk, som vi kender fra moderne virksomhedstænkning. Det er evnen til at kunne tænke nyt og omstille sig, og det er noget, farisæerne har svært ved.

Det har folk også i dag, når der skal laves ændringer i en virksomhed, og farisæerne minder netop meget om medarbejdere i en virksomhed, hvor chefen kommer og prøver at fortælle, at nu skal der altså til at ske noget nyt.

Det er de ikke meget indstillet på. De ved, hvad de har, men ikke, hvad de får, og modvillige sidder de med korslagte arme og krydsede ben og tænker: Ha, han kan gøre, som han vil.
De er ikke interesserede i at gå et nyt sted hen, for det tager tid at få folk til at forstå, at man nu skal bevæge sig i en ny retning, og at de selv er en del af det. De ved, hvad de har, men de ved ikke, hvad de får.

De kender deres plads, men de ved ikke, når de bliver præsenteret for noget nyt, om der er plads til dem i det nye. Og nu skal de lige checke ham af, ham Jesus, for at finde ud af, om de og han nu lige stadig mener det samme. Så de stiller ham testspørgsmålet over alle: Hvad er det største bud i loven?

Og til deres store overraskelse svarer han det samme, som de ville have svaret. Nøjagtigt det: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og din næste som dig selv.

Men lad os så lige forlade disse samarbejdsuvillige farisæere og gå et andet sted hen. De bliver stående, mens nogle følges videre med Jesus. Tilbage til spørgsmålet: Hvem er Gud? Og hvem er Gud for dig? Hvem er Gud for mig? Der er altid noget farligt over at stille det spørgsmål, for der kommer nemt noget navlepilleri over det, men ikke desto mindre er det et vigtigt spørgsmål at stille, for ellers kan vi ikke dele tro med hinanden.

Vi har lige bekendt troen sammen, og Gud har åbenbaret sig i Kristus i en menneskekrop. Vi kender Gud gennem Jesu liv og gennem hans død. En af mine kloge venner sagde det på den her måde en gang: "Kun Gud kan finde ud af at være menneske."

Jesus er porten ind til Gud, kunne man også sige. Han viser os med sit liv, hvordan man tager imod, hvordan man er mod et andet menneske, hvordan Gud ser på et andet menneske. Og Jesus er vinduet ind til Gud på samme måde.

Vores liv vil altid være fyldt med gåder og mørklagte sider, som vi aldrig får rede på. Selv om vi har dette vindue ind til Gud, vil der altid være disse skjulte skyggesider, vi aldrig helt får rede på. Men Jesus er, at der er mulighed. Mulighed i det umulige. Den mulighed ser farisæerne ikke den dag.

Gud som mulighed og mening i det allermest meningsløse får mig altid til at tænke på en beretning, jeg læste og hørte om for en del år siden. Den handler om den østrigske psykoanalytiker Viktor Frankl.

Han blev sendt til Auschwitz, og der blev han ribbet for alt. Han står med sin nøgne eksistens og får overgivet en gammel laset lejrfrakke, som har tilhørt en anden. Han bliver endda ribbet for det manuskript, han har rullet sammen og stukket ind i frakken. Det manuskript, som er en afhandling om, hvad det er, der får et menneske til at overleve det værste: at når vi kan se en mening med tilværelsen, så giver det mod til at leve.

Fra denne gamle frakke, som han tager på og stikker hånden i lommen på, trækker han en seddel op, og på denne hvide seddel står den vigtigste bøn for en jøde: Hør Israel! Herren, vor Gud. Herren er én.

Den seddel er efterladt af den tidligere ejer, som har endt sine dage i gaskamrene, og på en forunderlig og mærkværdig måde bliver netop denne lille seddel et håbssymbol for ham, der finder den. Den bliver også for ham et udtryk for, at et menneske holder fast på sin værdighed selv i de mest umenneskelige og uværdige situationer.

Måske har han i de sidste minutter af sit liv, denne gamle jøde, der havde efterladt sedlen i lommen, tænkt eller måske råbt til Gud: "Hvor er du henne?" Det får vi aldrig at vide. Det gjorde Viktor Frankl heller ikke. Hvis nogen har mod til at være dér, hvor ingen fremtid findes, så er det fremtiden. Hvis nogen har mod til at være dér, hvor ingen engle findes, så er det englene. Og hvis nogen har mod til at være dér, hvor ingen Gud findes, er det Gud.

Den bøn: Hør Israel! Herren, din Gud. Herren er én, er beslægtet med buddet om at elske sin næste. Den lille lap papir var en kærlighedserklæring til Gud, og da den blev efterladt i lommen, blev den samtidig en kærlighedserklæring til det menneske, der fandt den. En kærlighedserklæring til livet. En indstilling til livet.

Gud er i mørket. Det er en påstand. Men det kan siges af den, der er kommet ud af mørket og har bragt lyset med sig, og det var sådan, Viktor Frankl, KZ-fangen, oplevede det. At der fødtes et håb, og det kæmpede han for med den lille lap papir for at overleve - og overlevede.

Søren Kierkegaard har netop sagt et sted, at Gud er, at der er mulighed. At elske Gud højere end sig selv vil sige at give Guds muligheder større plads end vores egne umuligheder, håbløshed og mismod.

Jeg tror, at vores erfaringer viser os, hvem Gud er. Viser os også, hvem Gud er. Jesus var jo ikke den, der pegede på mennesker og sagde: "Jeg ved godt, hvad du har lavet." Men i stedet så han mildt på et menneske og sagde: "Jeg ser, du bærer en stor sorg i dit hjerte. Jeg ser din længsel. Jeg ser det, du gerne vil befries fra."

Gud ser verden igennem Jesu øjne, og det er et kærligt blik. I bund og grund er der i kærlighed ingen krav. Det er i grunden et provokerende udsagn, for vi stiller altid krav til hinanden i kærlighed. Men kærlighed er, som Paulus siger, noget, der ikke misunder. Gud er aldrig misundelig i sin kærlighed. Den misunder ikke, men den håber alt. Kærlighed kan hverken du eller jeg trygle, true eller købe os til.

Der, hvor man møder et andet menneske, bliver der vel dybest set en kærlighedsrelation til. Der, hvor vi møder hinanden, møder vi hinanden i kærlighed, og det er så lige præcis der, hvor kæden springer af for de gode farisæere. For kærlighed er for dem blevet ret og pligt. Noget for noget, og ikke noget, man bare betingelsesløst kan vise, kan give uden at skjule sig.
En har skrevet et digt, og lad mig så slutte med det:

Kærligheden
ejer ingen magt.
Det er min tvivl,
som vil, at du skal give svar.

Kærligheden
stiller ingen krav.
Det er min længsel,
som vil, at du skal sige ja.

Kærligheden
bygger ingen mure.
Det er min uro,
som vil, at du skal blive.

Sådan elskes vi af Gud, og sådan sendes vi ud i verden til vores næste, hvert nyt øjeblik, omstillingsparate og kaoskompetente i kærlighedens tjeneste, fordi han selv tog kampen op mod kaosmagterne.
Amen.