Prædiken Påskedag

Download Niels Hviids prædiken som PDF-fil

Det er påske. Påske med trompetfanfarer og med påskeliljer. Matthæus' påskeberetning er den mest storladne af påskeberetningerne i bibelen. Stort orkestreret, dramatisk fortalt: jordskælv, englen der farer ned fra himlen som lynild. Soldaterne, der falder om. Kvinderne, som flygter fra graven fyldt af frygt og fyldt af vild jubel. Det hele i én pærevælling.

Det er helt tydeligt, at Matthæus er så grebet af det, som han fortæller, at han må bruge de allerstørste armbevægelser og de allerstørste sindsbevægelser. Det, han fortæller, ligger så langt uden for vores hverdagserfaring, at han må bruge de allerstørste ord.

Men én ting tier han om, og det er selve opstandelsen. Englen farer ned fra himlen som lynild, men kun for at vise kvinderne, at graven allerede er tom. Opstandelsen er sket. Den er skjult for deres øjne, ligesom den også er skjult for vores øjne.

Hvordan kan vi nogensinde fatte, hvad opstandelse er? Ligger den ikke langt, langt uden for vores hverdags virkelighed? Langfredag, derimod, taler stærkt til vores erfaring. Vi oplever Langfredag i vores hverdag, hver gang vi oplever svigt og hver gang vi oplever, at vi svigter dem, som vi elsker.

Det er Langfredag, når vi oplever, at kærligheden dør. Det er Langfredag, når vi opgiver, og alt håb synes ude. Det er Langfredag, når uskyldige lider. Det er Langfredag, når mennesker, som vi elsker, dør fra os. Nogen gange kan det være lettere at få øje på langfredagserfaringerne, end det er at få øje på opstandelsens virkelighed. Og ja, langfredagserfaringerne er der jo. Men er opstandelserne der ikke også? De små og de store opstandelser.

Opstandelsen er ikke bare noget fjernt, som skete en gang for så mange hundrede år siden. Det er heller ikke noget fjernt, som skal ske for os engang. Det er også virkelighed nu og her i vores liv.

Måske skal vi øve os i at se nærmere efter og give opstandelserne navne. Pludseligt, overrumplende forår. Pludselig, overrumplende forelskelse. Eller måske en stille, vedholdende hverdagskærlighed. Måske modtager jeg den helt ufortjent.

Forsoning, der kan vokse frem midt i en smertelig konflikt. Det er opstandelse. En kræftsyg, som bliver erklæret rask. Det er da opstandelse. En deprimeret, som aner små glimt af lys midt i mørket. Ja, vi kender jo godt de tusindvis af små og store opstandelser.

Der var en, der fortalt mig om en filminstruktør, der  havde lavet en film om Heathrow Lufthavn. Han havde brugt mange timer i lufthavnen og iagttaget livet, som det nu gik for sig. De mange tårevædede afskeder, de mange kærlige gensyn, og han siger noget i retning af: "Jeg elsker Heathrow Lufthavn, for jeg ser kun kærlighed." Det er at se opstandelserne selv midt i en grå lufthavnsbygning.

Eller en israeler, som bor midt i den dybt ulykkelige mellemøstkonflikt, hvor der er mange langfredagshistorier. Alligevel ser han tusindvis af små opstandelser. Han siger: "Hver dag står millioner af mennesker op. Og de skyder ikke." Det er at have øjne for opstandelserne.

Langfredagserfaringerne og de tusindvis af små opstandelser lever side om side i vores liv, men det afgørende er, at påskemorgen identificerer Gud sig selv som opstandelsens Gud. Jesu Kristi opstandelses Gud. De tusindvis af små opstandelsers Gud, og den ultimative opstandelses Gud.
Jesu Kristi opstandelse påskemorgen var kun begyndelsen. Herfra udgår de tusindvis af små opstandelser, og herfra skal opstandelsen fuldendes.

Måske tænker du så: Jamen, hvad så med alle langfredagserfaringerne? Hvad så, når kærligheden går i stykker uden at heles igen? Hvad så, når forelskelsen afvises, når fjendskabet forbitres uden nogen mulighed for forsoning? Hvad så, når den kræftsyge ikke bliver rask? Hvad så, når vi står ved en kiste med en af vores elskede, og dødens realitet er så stærk for os?

Påskeevangeliet siger til os: Ja, langfredagserfaringerne og de tusindvis af små opstandelser lever side om side. Endnu. "Det er fuldbragt," siger han, som hænger på korset, og måske kan vi tænke: Nej, det er da ikke fuldbragt. Jamen, de tusindvis af små opstandelser og alle langfredagserfaringerne lever side om side i én stor ufuldbragt pærevælling. "Jo," siger han, der hænger på korset. "Det er fuldbragt."

Måske kan vi sige det på samme måde, som landmanden kan sige det, når han står og kigger ud over sin mark, som han lige har tilsået. Det er fuldbragt. Kornet er sået. Det ligger dernede i jorden. Frøene er begyndt at spire. Det kan ikke tages tilbage.

Prøv en gang at se for dig, hvordan det ville se ud, hvis landmanden lagde sig på knæ i det ene hjørne af marken og møjsommeligt med en finger begyndte at lede efter de små korn, de mange millioner af små korn, der ligger i hele marken. Nej, det kan ikke lade sig gøre. Det er fuldbragt. Der er sået.

Og der er sået i dit liv så godt og grundigt, og der er sået med opstandelseskraft. Væksten er i gang. Det kan ikke stoppes. Du er sået i Guds mark. Gud har kendt dig og villet dig fra allerførste begyndelse. Gud har velsignet dig i din dåb. Han kalder dig sit barn.

Måske har du været så heldig at opleve, hvordan Gud rører ved dig igennem troen, eller måske kender du til det, at Gud kan røre ved dig igennem din længsel efter ham. Gud har sået dig i sin mark. Opstandelserne sker og vil ske, indtil alting - det himmelske og det jordiske - skal sammenfattes i Kristus, og han skal være alt i alle.

Derfor er der al mulig grund til at lade sig rive med af Matthæus' fantastiske fanfarer, ikke at holde noget tilbage, at lade champagnepropperne springe, at lade påskeglæden få krop i fantastiske fortællinger og fantastiske handlinger, som har opstandelsens fingeraftryk.
Gud er opstandelsernes Gud. Gud er de tusindvis af opstandelsers Gud, og han er den endegyldige opstandelses Gud.

Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!
Amen.