Prædiken Søndag septuagesima

Download Flemming Kloster Poulsens prædiken som PDF-fil

Der var en gang i konfirmandstuen, hvor jeg bad konfirmanderne om at skrive en bøn. De kunne selv vælge, hvad den skulle handle om. Det kunne være en morgenbøn, for eksempel. Det kunne også være en bøn i forbindelse med sygdom. De skulle bare skrive en bøn.

Så sad de jo der og skrev, og så var der en af pigerne, hun kunne ikke finde på noget. Hun sad i lang tid og lavede kruseduller på sit papir, og så endte det med, at hun skrev: "Kære Gud, jeg er 13 år. Hvad skal jeg stille op?"

Sådan kan det være, når man er en konfirmand på 13 år. Så kan man godt være i tvivl om, hvad man skal stille op. Men sådan er det i det hele taget med det at være menneske. Vi kommer jo igen og igen i den situation, hvor vi spørger os selv, og hvor vi spørger: "Kære Gud, jeg er 23... jeg er 54... jeg er 82... Hvad skal jeg stille op med mit liv, her lige hvor jeg er nu?"

Det er et spørgsmål, som vi alle sammen kender til. Det er på baggrund af det spørgsmål, at jeg synes, at fortællingen om de betroede talenter er en fantastisk god fortælling at have med sig. For den fortælling er jo på en måde både et svar på det spørgsmål, men også en udfordring.

Den fortælling siger jo ganske kort: Du skal bruge dit liv. Du skal bruge dine talenter, og for alt i verden må du ikke gå over i baghaven og grave det hele ned og ikke få noget ud af det. Nej, du skal bruge dit liv. Du skal bruge dine talenter.

For nogle år siden lærte jeg en mand at kende, som sad i kørestol, og vi andre syntes, det var en hård skæbne, han havde fået. Han havde været skolelærer i mange år, og så havde han fået en sygdom, som lægerne ikke kunne stille noget op imod, som gjorde, at han efterhånden blev lam fra livet og ned, og så måtte han jo sidde i kørestol altid.

Jeg besøgte ham nogle gange, og vi blev venner. Det var noget underligt noget at komme på besøg hos ham, fordi det var, som om når man kom ind til ham, så emmede alting af liv. Han sad der ved bordet og røg på sin pibe. Han skrev breve. Han lånte bunker af bøger på biblioteket, som han læste og ville snakke om. Han fulgte med i dagens aviser, fjernsyn og landsbyens liv. Han fulgte levende med i det hele. Det emmede af liv inde hos ham. Helt imod, hvad man kunne forvente.

Og så var der en ting mere. Han var umådelig glad for musik og kendte til hele musikkens verden. Alle de store mestre. Så en dag spurgte han, om jeg ville være med til at lytte os igennem Mozarts 'Don Juan'. Det endte med, at vi besluttede, at vi ville bruge en hel weekend på Mozarts 'Don Juan', og sådan gik det til, at en weekend fra fredag til søndag, da sad vi og lyttede til Mozarts 'Don Juan'.

Bid for bid gik vi den igennem. Han forklarede handlingen. Og ikke mindst gjorde han mig også opmærksom på alt det, der lå inde i musikken. På den måde åbnede han en verden - en verden af musikalsk rigdom, en stor, stor verden for mig der.

Han brugte sine talenter, de talenter, som han havde, og som han kunne bruge, og i dag kan jeg jo ikke høre Mozarts 'Don Juan' uden også at tænke på den mand, der sad der inde i sin stue i kørestolen og åbnede dette værk for mig.

Men der er én ting mere, og det er, at det, han gjorde der, det er også for mig det smukkeste billede på, den smukkeste udlægning af fortællingen om de betroede talenter. For det var jo det, han gjorde. Han brugte sit liv. Han brugte de talenter, som han nu havde fået. Dem brugte han. Han bragte dem i omsætning og omløb.

Han kunne godt have sat sig over i et hjørne og sagt: "Mit liv er slut. Det dur ikke til noget. Jeg kan ikke alt det, jeg tidligere kunne." Men det gjorde han ikke. Han brugte de muligheder, som han netop havde. Og det gjorde han på en sådan måde, at selv om han ikke lever i dag, så husker jeg ham stadigvæk lyslevende.

Det er på den måde - tror jeg - at vi skal forstå fortællingen om de betroede talenter. Det handler om, at vi hver især bruger det, som vi fik givet. Vi fik jo hver især givet noget. Det er forskelligt, hvad vi har fået, men det, det handler om, det er, at vi hver især bruger det, som vi altså har fået.

Engang skrev filosoffen K.E. Løgstrup en bog, som er blevet meget berømt. Det er den, der hedder 'Den etiske fordring'. I den bog gør han blandt andet meget opmærksom på, at hvert menneske, ja, selve det at være menneske er at være fordret. Det er som om, at der til ethvert menneske er rettet et krav, en forventning om, at du bruger det liv, som du har fået.

Det understreger Løgstrup i selve titlen 'Den etiske fordring'. Vi er fordret, og det betyder, at du må tage dit liv op, at du må leve det og gøre det i ansvar og i fællesskab med dit medmenneske. Det er det, der ligger i den etiske fordring.

Det er jo altså nogle gange sådan, at vi i Folkekirken understreger det der med, at livet er en gave. Næsten så meget, at det bare bliver for meget: Ja, livet er givet til dig som en fuldstændig gratis gave, og Gud elsker dig ud over alle rimelighedens grænser. Hvis du beder ham om en pizza, så kommer han med den. Gud er så god, så der er ingen ende på det.

Det har jo selvfølgelig noget for sig - helt sikkert - men det hører nu altså også med, at lige så vel som livet er en gave, sådan er det også en opgave. Det ved enhver, der lever i parforhold og ægteskab. Den, man lever sammen med, er jo altid både en gave, men altså også en opgave.

Og sådan er det med det liv, vi har fået. Det er altid begge dele. Det er både gave og opgave. Den gave, du fik, de talenter, du fik betroet i din varetægt, de er givet til dig med den mening, at dem skal du bruge, dem skal du udleve i liv, i ansvar, i fællesskab med dit medmenneske.

På den måde tror jeg, at fortællingen om de betroede talenter så at sige kommer til os som en hilsen fra Vorherre selv, hver eneste gang vi står der som konfirmanden og spørger: "Gud, jeg er 13 år... Gud, jeg er 25 år... Gud, jeg er 54... eller 92... Hvad skal jeg stille op?" Så kommer den her fortælling til dig og minder dig om det vigtigste af alt ved det at være menneske. Nemlig, at du bruger dit liv. At du lever, at du elsker, at du er til stede midt i det. Og frem for alt, at du ikke går over i baghaven og graver det hele ned.

Alt det her, jeg har forsøgt at sige, vil jeg gerne samle på den her måde: Ude i Gerlev, her uden for Randers, der var der en ung kvinde på 18 år. Hun havde lige fået kørekort, og nu skulle hun så for første gang helt alene køre ind til Randers by og igennem Randers by. Det gik fint ind ad Hadsundvej. Hun kom igennem rundkørsler og lyskryds. Det gik fint, indtil hun kom til Randers Bro. Så var det, som om der kom biler fra alle verdenshjørner, og der var mange forskellige blinklys at holde øje med. Til sidst blev hun så perpleks, at hun gik i stå ude midt i krydset.

Til sin skræk så hun, at ovre ved en anden bil stod der en mand ud, og så tænkte hun: Åh nej! Nu kommer der en motorbølle, der vil slås med mig. Men manden kom bare hen og bankede på hendes vindue, og hun rullede ned. Så sagde han med sin allervenligste stemme: "Kør De bare frem, lille dame. Det bliver aldrig grønnere."

Og det er jo præcis det, det handler om. Det handler om, at vi tør køre frem. For det bliver aldrig grønnere. Livet er nu. Det er nu, vi har vores talenter. Det er nu, vi har mulighed for at gøre nogle ting sammen, så det handler om, at vi så også gør det.

Det er det, fortællingen om talenterne villsige til os: Lev! Elsk! Brug dine talenter - tilværelsen! Det er nu. Det bliver aldrig grønnere.