Prædiken 3. søndag efter helligtrekonger

Download Sussie Nygaard Fogeds prædiken som PDF-fil

Se, der fortælles en vandrehistorie, eller måske er det mere en vittighed. Det fortælles om en mand, at han en dag stod nede i strandkanten. Så tog han skoene af, smøgede bukserne op og tog strømperne af. Så knyttede han hænderne og så meget bestemt ud og begyndte at bevæge sig ned mod vandet.

Imens lukkede han øjnene og sagde: "Jeg tror! Jeg tror! Jeg tror!" Så gik han ud i vandet, åbnede øjnene og kiggede skuffet ned på sine våde fødder og udbrød: "Jeg tænkte det nok!" Se, den mand, det er mig.

Jeg ved godt, at det er vildt upopulært, at præster siger, at de tvivler, men det gør jeg. Jeg synes, det er enormt svært at tro på Gud. Jeg synes, det er svært at tro, fordi vi er i en tid, hvor man altid skal vide, hvor man altid kan måle og veje og gøre tingene op. Men når vi taler om troen, så bliver det svært.

Jeg tvivler, og jeg tror! Jeg tvivler, og jeg tror på Gud og Jesus og det evige liv. Jeg har det som Peter, der gerne ville gå på vandet, men sank i. Jeg har det som Thomas, der ville stikke fingrene ind i Jesu naglemærker bare for at se, at det var virkeligt. Jeg tvivler, og jeg tror.

Jeg har det med troen, tror jeg, ligesom Grundtvig havde det i det han beskriver i sin salme 'O kristelighed'. Troen er som en gyngende bro. Nogle gange er troen stor, og andre gange gynger den over og er lille. Jeg tror, og jeg tvivler.

Lad mig fortælle en lille historie. Der var engang en lille dreng. Han var en meget, meget klog dreng. Han var et af de børn, man går hen til for at få et godt råd. Han havde en stor søskendeflok, og en dag var der sket det, at de alle sammen blevet syge på samme tid, og for at det alligevel skulle være lidt hyggeligt for dem rykkede forældrene dem sammen i samme rum.

Da de havde slukket lyset, hørte forældrene dem snakke derinde. Et af de større børn kiggede over på lillebroderen og sagde: "Du, lillebror... ... jeg vil så gerne tro på Gud og det der med religionen, men jeg forstår det ikke."

Så var der stille lidt. Så svarede lillebroderen: "Ved du hvad, tror du virkelig, jeg forstår det? Det gør jeg da overhovedet ikke. Det er lige som om du har den her kæmpestore ting, og så har du en lillebitte pose. Så tager du den kæmpestore ting og vil proppe ned i din lille pose, men fFordi den ikke kan være der, så siger du, at den ikke eksisterer.

Din forstand er den lillebitte pose, og Gud er den store ting, men fordi Gud ikke kan være i din lille pose, så betyder det jo ikke, at han ikke er til."

Jeg synes, det er sådan en sød historie, og jeg smiler altid lidt ad den, fordi jeg kan godt genkende mig selv i den her dreng, der spørger. Han vil så gerne tro, men han forstår det ikke.

Troen på Gud og religion kan vi altså ikke fange og gribe og tage fat om og putte ned i små poser. Det er noget, der griber os, og nogle gange, når vi allermindst venter det. Men det, at vi til tider tvivler på Gud, det betyder jo ikke, at han ikke eksisterer.

Selv den kloge lillebror forstår ikke Gud og religionen, og hvordan kan det være, når han nu er så klog? Er det måske sådan, at tro ikke er noget, vi rationelt kan tænke os frem til? At tro altid er noget, der kommer til os som en oplevelse? At tro, det er noget, vi må erfare?

Er det mon sådan med troen og kærligheden, at de to ting minder om hinanden? Kærligheden lader sig jo heller ikke styre. Kærligheden kan vi ikke gribe. Nej, kærligheden griber os, og nogle gange, når vi allermindst venter det. Verden kan føles, som om den snurrer rundt, når vi gribes af kærligheden, og verden kan føles, som om den går under, når vi mister den, vi elsker.

Kærligheden lader sig ikke styre. Kærligheden er ikke fornuftig. Man elsker jo ikke nogen, fordi de er specielt egnede for ens kærlighed. Man elsker, fordi man ikke kan lade være. Man elsker, fordi det nu engang er sådan.

På samme måde er det også med Gud. Guds kærlighed til os er ikke en fornuftig ting. Han elsker os ikke, fordi vi gør alt det, han siger, vi skal gøre. Gud elsker os, fordi han ikke kan lade være.

Jeg kan ikke rationelt tænke mig frem til at elske nogen, og på samme måde med troen. Men jeg kan blive forelsket, og jeg kan blive grebet - grebet af troen, og når det lykkes mig, så er det måske kun for et lillebitte øjeblik , inden jeg synker og atter står med våde fødder.

Lad mig fortælle en anden historie. Det var en mørk, mørk nat. Der var kun et svagt skin af månen, og disciplene var på vej over en stor sø, da der kom en voldsom storm, og vinden og bølgerne kastede sig ind over disciplene. De klamrede sig til hinanden og til rælingen. De var bange for at synke og blive våde.

Men midt i stormen kunne de se en skikkele, der kom gående over vandet til dem, og de blev endnu mere bange og råbte: "Hjælp! Et spøgelse."

Men skikkelsen kom tættere på, og det var Jesus, og han sagde: "I skal ikke være bange. Det er bare mig. Det er mig, Jesus."

"Jamen Herre, hvis det virkelig er dig," sagde Peter, "så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på vandet."

"Kom du bare herud," sagde Jesus Og Peter gik ud af båden, ud til Jesus på vandet.

Men da Peter så, hvor store bølgerne var derude midt på vandet, blev han bange og begyndte at synke: "Hjælp, jeg synker." Men straks greb Jesus fat i ham og tog hans hånd og hev ham op igen. "Hvorfor tvivlede du på mig? Tror du ikke på mig?"

Peter er som os. Vi vil så gerne have fast grund under fødderne. Vi vil så gerne have sikkerhed. Vi vil have vished for troen. Men gang på gang må vi bare tage os selv i at få våde fødder. Vi synker mange gange i livet, men hver gang skal vi vide, at der står én ved vores side og hiver os op igen.

Vi kan ikke tro på kommando, som manden i strandkanten gerne ville og virkelig prøvede at anstrenge sig for. Troen må vi altid møde umiddelbart som et lille barn, der modtager det som en gave.

Men hvis vi vil forstå troen, hvis vi vil afkræve troen svar, så synker vi altså dybt, dybt ned. Og når vi synker i livet, så er det godt at være om bord på det store skib. Så er det godt at sidde herinde i kirkeskibet. For her får vi nemlig at vide, at der er plads til os alle. Både dem med den store tro og dem med de små poser. Der er plads til os, der går hånd i hånd med både troen og tvivlen. Os, der af og til har våde fødder. Og hver gang vi synker ned i tvivlens dyb, så skal vi vide, at Gud, han står ved vores side og hiver os op igen.

Vi finder altså ikke Gud ved at søge ham i en større og bedre tro. Godt nok er Gud uendelig stor. Så stor, at vi slet ikke engang kan fatte ham... Men Gud er også så lille og så nærved, at han altid er der og indgyder os håb og redder os. Han er der midt i vores tvivl og i vores håbløshed. Han er der - også lige der bag vores tårer.

Han møder os, når vi synker, og han hiver os op af dåbsvandet. Han hiver os ud af det uvejr, der møder os i den sejlads, vi er igennem fra fødsel og til død. Midt i stormen kommer Gud til os som et spøgelse og tager os i hånden og redder os, når vi får våde fødder.