Prædiken Sidste søndag efter helligtrekonger

Download Sussie Nygaard Fogeds prædiken som PDF-fil

Fra det øjeblik, vi kommer til verden med små bitte hænder, er der hænder, der kærligt tager imod os. Hænder, der bærer med på vores liv. Det lille nyfødtes barns hænder griber per refleks rundt om den finger, der bliver rakt frem. Det er næsten som om det lille barn ved, at hvis jeg ikke griber rigtig godt fast her, hvis jeg ikke griber godt fat i den hånd, der rækkes mig, så klarer jeg mig simpelthen ikke igennem livet. Jeg er nødt til at klamre mig fast ved andre hænder, for dem er jeg afhængig af.

Og det er jo også hænder, der bærer barnet til dåben. Stolte hænder. Men jeg tror, at de fleste forældre, hvis de har været i den situation at skulle bære et barn til dåben, kan skrive under på, at det ikke bare er stolte hænder, det er også urolige hænder. Bekymrede hænder - for hvad der nu vil der ske med ens lille barn her i livet?

Og i dåben har Gud rakt os sin store hånd om vores lille. Og vi ved, at han passer godt på os.
Hænder er noget mærkeligt noget. Der er de store, kraftige hænder. Der er hænder, der altid ivrigt bliver rakt frem til en hilsen og en velkomst. Men der er også hænder, der bliver holdt tilbage. Der er hidsige hænder. Der er hænder, der knyttes. Der er hænder, der slår. Der er også hænder, der slås sammen af bar begejstring.

Og så er der travle hænder, og der er beskidte hænder, og der er de kærlige hænder, der mødes i elskov.

Der er hænder, der mødes hånd i hånd. Vi tager også hinanden i hånden, når vi er rigtig glade. Og vi tager også hinanden i hånden, når vi er fulde af frygt, og når vi er bange. Bange måske for at miste alt det, vi holder i vores hænder.

Og så er der måske nogle af os, der folder vores hænder i en bøn til Gud. Måske fordi vi har hænderne fulde. Eller måske fordi de er helt tomme.

Hjemme på mit skrivebord har jeg et krus med et motiv af Albrecht Dürer. Motivet hedder simpelthen  'Hænderne'. Det er et meget smukt motiv, og måske nogle af jer kender det. Men historien bag er egentlig endnu smukkere, for Albrecht Dürer var barn i det 15. århundrede i Tyskland, og han var ud af en stor søskendeflok. Han og hans bror ville gerne på kunstakademiet og studere kunst og blive kunstnere. Men da familien var fattig, så var pengene få, og de kunne altså ikke begge to komme på kunstakademiet.

De snakkede frem og tilbage om, hvordan gør vi så lige? Hvordan klarer vi det her? Og de blev enige om, at de ville slå plat og krone. Ham, der vandt, skulle så på kunstakademiet, og den anden skulle arbejde i minerne i de fire år, det tog at læse og derved betale for broderens studier.

Og det gjorde de så en morgen. De slog plat og krone, og det blev Albrecht, der vandt, og Albert, der måtte tage til minerne og arbejde. Albrecht blev faktisk meget kendt, allerede mens han læste. Og da han - færdig med studierne - vendte tilbage, holdt familien selvfølgelig en kæmpe fest for ham. For nu skulle det fejres: Kunstneren var kommet hjem.

Og man får god mad og vin. Humøret er højt, og på et tidspunkt rejser Albrecht sig op, slår på glasset, beder de andre om at rejse sig, kigger på sin bror og siger: "Albert, min elskede bror. Tak. Uden dig havde jeg ikke kunnet få opfyldt min drøm, men nu er det din tur. Nu er det din tur til at tage til Nürnberg og læse og studere, og så skal jeg nok betale for dine studier."

Og alle i selskabet vender sig selvfølgelig hen imod Albert. Men han siger ikke ét ord, og ned ad hans kinder strømmer tårerne. Og han løfter sine hænder, og så siger han: "Se - se på mine hænder. Se, hvad fire års arbejde i minerne har gjort. Hver en knogle er blevet brækket i mine hænder. I mine fingre. Og de er så fulde af slidgigt, at jeg ikke engang kan tage om det glas, du giver mig, for at gengælde din skål. Så kære bror. Det er for sent for mig."

Se, det billede, som Albrecht Dürer maler, maler han af sin brors hænder.  Hænder, der holdes fladt ind mod hinanden med fingrene strakt. Han har malet mange malerier, men lige det her maleri er nok det mest berømte.

Det hedder slet og ret 'Hænder', men meget hurtigt fik det titlen 'Bedende hænder', og når jeg ser på det billede - når jeg har det stående foran mig, så er det for at minde mig selv om, at vi altid er afhængige af andres hænder. Vi kommer ikke igennem livet, uden at der er andre hænder, der bærer med.

Jeg ved ikke, om historien er sand, men den fortæller os den sandhed, at vi altid skal være kærlige hænder for hinanden. Og den fortæller os den sandhed, at der også altid er kærlige hænder, der bærer med på vores liv. Både når vi har hænderne fulde, og når vi har hænderne tomme, så er vi afhængige af andre hænder.

Menigheden synger Alt står i Guds faderhånd (DDS 375)
En fra menigheden læser Jobs klage (Job 3, 1-10, 20-21
Koret synger Mine tider er i din hånd (Gert Grøvold Saue/Knut Nystedt)

Gud, jeg troede, at du var den, der holdt hånden over mig.
Men lige nu mærker jeg ingen hånd. Ingen beskyttelse.
Jeg falder - og det gør mig bange.
Men Gud, når du nu ikke holdt hånden over mig, vil du så ikke godt holde hånden under mig og gribe mig?

Se, denne bøn har jeg ikke skrevet. Bønnen kunne have været en, Job havde skrevet, når han råbte sin klage til Gud. Den Gud, han overhovedet ikke følte, var der. Den Gud, han følte, ikke holdt hånden over ham. Men det er det ikke. Bønnen her er en af mange, som er samlet i en fin lille bog, som sygehuspræsten i Aalborg, Ruth Østergaard Poulsen, har skrevet.

Og bogen rummer alle de ord, der er så svære at få sagt, når man har givet op. Opgivet håbet. Når alt er blevet rykket ud af ens hænder. Og så står man der med tomme hænder. Og hvad kan man så andet end måske at folde dem i en bøn?

Det var i hvert fald det, Job gjorde. Han kastede sig ned og foldede sine hænder og råbte sin klage til Gud, da Gud havde frarøvet ham kone og børn og dyr og penge og jord. Da råbte han til Gud. Da råbte han fra dybet til den Gud, der dog syntes så langt borte.

Og når vi folder vores hænder i en bøn, er det måske i de situationer, hvor vi står med tomme hænder. I de situationer, hvor vi har oplevet livet at vi har mødt en mur, hvor vi ikke har fået opfyldt de drømme, vi er kommet med.

Når vi står med tomme hænder, så beder vi til Gud. Og det er sådan, det er at bede til Gud. Det er at komme med en tom skål. Og det er at bede Gud om at fylde den. Det er at sige: Kære Gud. Jeg ved godt, at jeg ikke kan magte det hele, men nu lægger jeg mit liv og mine bekymringer i din hånd.

Se, der var engang en mand, som var lam. Han boede i Kapernaum. Og han lå på sit leje dagen lang og så livet gå forbi. Heldigvis havde manden fire rigtig gode venner, og de tog gerne fat i båren med deres hænder og slæbte ham rundt i byen, hvor han nu gerne ville hen. Men rask kunne de jo ikke gøre ham.

Men så en dag rygtedes det, at Jesus var kommet til byen, og de fire mænd hankede op i båren, fordi de ville prøve, om Jesus kunne hjælpe deres lamme ven. Og de gik hele vejen igennem byen, men da de kom til det sted, hvor Jesus var, så faldt modet i deres bryst. For rundt om huset, Jesus var i, var der en kødrand af mennesker. Der var så mange, at de ikke engang kunne råbe Jesus op. Og der var ikke rigtig nogen, der ville give plads til fire mænd med en båre.
Men de var nu fast besluttet på, at ind til Jesus det ville de. Så de hankede igen op i båren og gik op ad trappen og op på det flade tag, som var lerstampet. Og deroppe begyndte de at grave ud. De gravede taget ud. Og dernede kunne de pludselig se Jesus. De kunne se lige ned på det sted, hvor han var. Og langsomt, stille og roligt begyndte de at fire deres ven ned.

Til sidst kunne de ikke gøre mere. Så kunne deres hænder slippe, for de kunne mærke, at nu havde båren fundet bunden. Og der bredte sig en forventningsfuld stilhed. Men da tog Jesus til orde og sagde: "Rejs dig. Tag din båre og gå hjem."

Se, den her fortælling er til alle os, der har stået omkring et stort hul og har måttet fire ned og har måttet give slip på den, vi elsker. Det er en fortælling om, at dernede i dybet, hvor mørkt det end føles, der står der en. Og han taler til os, også når vi føler, at vores liv er gået i stå. Også den dag, hjertet er gået i stå, står der en dernede, og han kigger på os. Og han beder os om at rejse os og tage vores båre og gå hjem til et nyt liv i Jesus Kristus.

For selv om døden rykker dem, vi elsker og holder af, ud af hænderne på os - selv om det betyder, at vi en dag ikke mere skal være i menneskehænder - så har døden ikke magt. Døden har ikke magt til at rykke os ud af Guds hænder. Både i livet og i døden er vi i Guds kærlige hænder. Med de nagleborede hænder holder han os fast, selv når alle andre er nødt til at give slip.