Boksning og personlig udvikling
06. maj 2008 kl. 19:30
på
DR1
Få en på lampen og lær noget om dig selv!
Poul Kellberg er tidligere mesterbokser og i dag direktør i firmaet fightklub.dk et firma, der laver kurser i personlig udvikling.
De mange kampe i bokseringen danner grundlaget for Poul Kellbergs filosofi, for det er her man kan lære noget om sig selv, siger Poul Kellberg.
Han ser bokseringen og kampen som en metafor for livet generelt - nogle gange er man virkelig i ilden, andre gange er man ude i tovene. Vi møder alle sejre og nederlag igennem livet - Poul Kellberg arbejder med, om man tager kampen op eller man smider håndklædet i ringen, når man møder en udfordring.
Pouls teori er, at den måde man reagerer på i en boksering, er magen til den måde man løser andre opgaver på.
Ha det godt satte sig for at undersøge, om det nu kunne passe. Vi fik to testpersoner til at tilbringe en dag sammen med Poul.
Red regnskoven
Første opgave for vores to testpersoner, Rasmus og Thony, foregik på Strøget i Århus.
Stop tilfældige mennesker på gaden og bed dem om en underskrift til støtte for regnskoven!
Opgaven skulle få Rasmus og Thony lidt ud over kanten og på den måde vise hvordan de hver især vælger at angribe en udfordring. Rasmus var meget frisk og energisk - gik lidt aggressivt til værks, mens han spillede på sin charme. Thony var lidt mere tilbageholdende.
Dette ville også være tilfældet når de kom i bokseringen påstod Poul Kellberg. Derfor sendte vi Rasmus og Thony i ringen til en omgang boksning. Og den var god nok - Rasmus var mere frisk og energisk og gik frisk til sagen uden de store betænkeligheder. Thony var mere afventende, før han satte sine angreb ind. Han befandt sig primært i det, Poul kalder fokuszonen.
De tre zoner
Ifølge Poul Kellberg kan man dele såvel livet som en boksering op i tre zoner. En komfortzone, en fokuszone og en fighterzone.
Komfortzonen i bokseringen - tæt ved tovene, her er ingen fare og man kan slappe af
Komfortzonen i virkeligheden - Her skal vi ikke træffe de store beslutninger, vi risikerer ikke noget - her kører livet bare lige så stille
Fokuszonen i bokseringen - Her kan du næsten nå din modstander, du er fokuseret og vågen.
Fokuszonen i virkeligheden - Du er på arbejde, du er på, passer dit job - træffer middelsvære beslutninger. Det er også her, du forbereder dig på større ting såsom jobsamtaler
Fighterzonen i bokseringen - Her sker der noget - du kan risikere noget. Enten får du et slag ind og vinder - eller også får du en på lampen.
Fighterzonen i virkeligheden - Her træffer du store beslutninger. Her har du dine opgør med teenagedatteren eller med chefen. Det er her, det gør ondt, og her er du tvunget til at tage stilling.