Positiv/negativ adfærd
08. juni 2010 kl. 19:32
på
DR1
Når vi smiler, ved vi, at hjernen producerer serotonin og endorfiner, som gavner vores mentale velvære og fremmer vores sundhed.
Så hvad sker der, når vi sætter to smilende og åbne personer til at ændre deres adfærd radikalt? I en uge skal de lægge smilene på hylden, tage afstand fra deres kollegaer og glemme alt, hvad der hedder small talk.
Ha' Det Godt vil undersøge, hvor afgørende vores adfærd er i forbindelse med et godt arbejdsliv. For hvordan påvirker negativ adfærd vores kollegaer og ikke mindst den, der selv udfører den negative adfærd?
Den optimale adfærd på jobbet
John Jessen har i flere år vejledt virksomheder og dets ansatte i den ideelle adfærd på jobbet. Hvis man, ifølge John Jessen, befinder sig i negative omgivelser i en længere periode, kan det resultere i stress og en følelse af udbrændthed.
"Den optimale virksomhed", fortæller John Jessen, "er en virksomhed, hvor alle ansatte bidrager positivt til kulturen i firmaet og kan rumme andres holdninger - også selv om de ligger langt fra deres egne. Det vigtige er også at pointere, at i stedet for at lede efter problematikken i forskellighederne, så burde virksomheden og de ansatte være glade for de forskelligheder, der findes blandt dem. For det er jo de forskelligheder, der skaber det perfekte team og det, der dækker alle arbejdsområderne ind".
Eksperimentet
Eva Buchhave og Thomas Jensen arbejder begge i en stor virksomhed med mange kollegaer. I en uge får de til opgave af Ha' Det Godt at opføre sig helt anderledes end normalt. Eva og Thomas skal nemlig gøre alt for at tage afstand fra deres kollegaer.
Vores testpersoner oplever hurtigt, hvor vanskelig en opgave, de er kommet på - de har ikke kun svært ved at udføre den negative adfærd, da den ligger så langt fra deres sædvanlige adfærdsmønster, men de mærker også selv, hvordan den negative opførsel vender tilbage som en bommerang og påvirker deres arbejdsliv kraftigt.
Eva Buchhave oplevede for første gang, i de tredve år hun har arbejdet i virksomheden, at hun ikke havde lyst til at gå på arbejde. Hun følte sig lukket ude og ignoreret af sine kollegaer, selvom det egentligt var hende, der i første omgang afviste dem.
Efter eksperimentet blev afsløret overfor for testpersonernes kollegaer, kom det frem, at især Eva Buchhaves kollegaer valgte hende fra, da de ikke følte hun havde tid og overskud til dem.
I Thomas Jensens afdeling tog de også eksperimentet til sig og blev enige om, hvor vigtigt det er at være opmærksomme på hinanden, og at de i fremtiden vil konfrontere hinanden, hvis en afvigende adfærd opstår.
Selvom begge testpersoner er enige om, at de aldrig vil prøve et sådan eksperiment igen, åbnede det op for nye betragtninger.
Thomas Jensen erfarede, at han skal være positiv før han kan yde det optimale arbejdsmæssigt. Han havde meget svært ved at holde sit energiniveau og koncentration, fordi han følte sig hæmmet af den negative adfærd, han havde udvist dagen igennem.
Thomas Jensen konkluderer: "Ligesom man siger, at man får mere energi af motion, så bliver man gladere af at være glad."
John Jessen fremhæver, hvor vigtigt det er at være bevidst om sin egen adfærd:
"En positiv adfærd er essentiel, når der skal skabes relationer - både til kunder, men også til sine kollegaer. Hvis man ikke er bevidst om sin egen adfærd overfor ens omgivelser, kan man ikke bruge den målrettet og positivt når disse relationer skal skabes eller genoptages".