Familiecoaching
26. januar 2010 kl. 19:32
på
DR1
Familien Hejslet er en helt almindelig familie, der godt kunne godt tænke sig at deres aftener i hverdagene blev lidt mere afslappede, de kunne godt tænke sig mere tid til at være sammen som familie og få større fokus på at få talt med børnene.
Også tid til motion er et stort ønske, og så kunne forældrene godt tænke sig at have en kærestedag én gang i måneden.
Derfor har Ha det godt allieret sig med familecoach Lisbeth Fruensgaard - hun skal hjælpe familien med at få mere struktur på hverdagen og få tid til de ting de drømmer om.
De helt store tidsrøvere viser sig at være vasketøj HVER dag og indkøb HVER dag. Derfor bliver de enige om, at skubbe deres vasketøj til fredag og lørdag og forsøge sig med at lave madplaner for en uge af gangen, og dermed købe stort ind en gang om ugen.
Deres motion og kærestedage skal skemalægges og familien laver en ugeplan, så de har nogle helt faste dage, de skal motionere. Kærestedagene skal være den samme dag hver måned.
For at få børnene passet, bliver de enige om at lave en aftale med deres nabo om at de skiftes til at passe hinandens børn. Dermed bliver det ikke en udgift.
Yderligere giver vores coach familien nogle meditationsøvelser, de kan arbejde med. De skal hjælpe forældrene med at have større fokus på børnene når de snakker sammen, så deres tanker ikke glider ud til alle de andre ting der fylder i deres hverdag.
Da vi vender tilbage til familien tre uger senere, er det en familie med mere energi og overskud vi møder. De har fået lavet deres ugeplan for motion, og far og mor har været på deres første kærestedag.
Selv vasketøjet har de haft succes med. Det får lov at ligger til fredag og lørdag, selv om det ikke var let for Tina i starten. Planlægning af indkøb har familien også forsøgt sig med, men været nødt til at opgive.
De mener ikke at madplaner er noget for dem, da de er mere impulsive i deres spisevaner. Meditationsøvelserne har hjulpet familien meget, til at slappe mere af og skabe fokus, når de snakker med deres børn.
Famliecoach Lisbeth Fruensgaard: http://www.lfcoaching.dk/