Får du fisk nok?
26. februar 2008 kl. 19:30
på
DR1
Spis fisk to gange om ugen – det er et af de otte officielle kostråd.
300 gram om ugen
Det anbefales, at vi spiser 2-300 gram hver uge.Men vi danskere spiser slet ikke fisk nok - faktisk spiser vi under det halve. Og det er lidt en skam, for i Danmark har vi nogle af verdens fineste spisefisk. Og udover at fisk smager godt, så er der masser af sundhedsmæssige gevinster ved at spise fisk.

Sunde fisk
Fisk indeholder D-vitamin, der fremmer optagelsen af Kalk til vores knogler og muskler. De indeholder også jod - der er med til at regulere vores hormoner og vores stofskifte. Og endelig indeholder fisk stoffet ”selen”, der er med til at styrke immunforsvaret.
Derudover så er fisk mere mager end det meste af det kød, man ellers finder i køledisken, og det fedt, der er i fisken, er meget sundere end det fedt, der er i kød og mælkeprodukter.
Omega 3
De sunde olier i fisken hedder Omega 3 olier, og man mener, at de er med til at forebygge hjertekar-sygdomme som f.eks blodpropper i hjertet.
Mange spiser omega-3 olier i pilleform, men det er sundere at spise rigtige fisk på grund af alle de andre næringsstoffer, der også er i fisken.