Velkommen til 2010
Horisont 04. januar 2010 kl. 21:25
på DR1 Cykelture med udsigt til det store VM-stadion i Sydafrikas berygtede ghetto. Klimamærkede svenske burgere og et kig ind i en britisk modeskabers værksted. Horisont rejser over grænserne for at finde det, vi vil tale om og fascineres af i 2010. Tag ned til Sydafrika hvor forberedelserne til sommerens verdenmesterskab i fodbold er i fuld gang. Mange i landet ser VM som et symbol på håb, ikke bare for Sydafrika, men for hele det afrikanske kontinent. Hvis alt går vel, kan VM være med til at sætte gang i en ny udvikling, og fortælle nogle positive historier om Afrika. Vi tager også til Sverige hvor vi bl.a. besøger burgerkæden Max - en kæde der har brandet sig selv på at være miljøvenlig, og hvor enhver menu er ledsaget af information omkring den udledte CO2, som måltidet har medført. Vi skal også høre om de nyeste trends indenfor mad og mode. Velkommen til 2010!
Vært: Mette Vibe Utzon