preload loader
 

Hvad tror du Niels ser i TV?

 

Kender du typen?: Niels

Niels Erik Folmann er en mand med masser af viden omkring danskernes forbrugsvaner og stor erfaring fra den danske reklameverden. I øjeblikket som direktør administrerende direktør i den danske afdeling af verdens fjerde største reklamebureau, BBDO. Niels bruger gerne sin viden om danskernes forbrug i forbindelse med foredrag.

Hvilken type er Niels?
Christine giver sit bud ud fra en række spørgsmål, og Niels fortæller, om hun ramte plet:

 

- Hvilken bil kører Niels i?

Christine: Niels må nødvendigvis køre Volvo – og helst V70. Det er en bil med praktiske egenskaber, funktionalitet, og jeg tror, sikkerhed er vigtigere for Niels end at have en potensforlænger og for ham er diskretion langt at foretrække frem for at blære sig med åben sportsvogn eller en brutal 4-hjuls-trækker. Bilen kan sagtens være en stationcar, for den skal kunne rumme hele familien – og så kan hunden stå i bagklappen uden at tabe hår på sæderne, og det sætter hans kone virkelig pris på.

Niels: Ha ha! Christine har ramt mig 100% som type - dog med den ene undtagelse, at det er MIG, der ville være hys over hundehårene. For når det kommer til dyr, er min kone langt mere rummelig end mig. Jeg ville rigtig gerne køre i en Volvo V70'er, men jeg har desværre ikke liiige haft råd endnu. Derfor må jeg nøjes med at køre i en Renault stationcar indtil videre....

- Hvilket politisk parti stemmer Niels på?

Christine: Jeg er temmelig sikker på, at Niels ligger til højre for midten. Han stemmer nok Konservativt eller Venstre. Det gør han selvfølgelig, fordi han via sin opdragelse er vænnet til, at de gode borgerlige dyder er i højsædet, og fordi han har en forretningsmæssig / erhvervsmæssig baggrund. Derudover har han jo friværdi og vil formentlig gerne sikre skattestoppet og endnu bedre, at topskatten bliver sænket. Endelig har han jo arbejdet med kommunikation for et højreorienteret politisk parti i en del af sin reklamemæssige karriere, ved jeg. - Og så er man vel også nødt til at stemme på dem. Ha ha!

Niels: Det er fuldstændig korrekt. Hvis der var Folketingsvalg i dag, ville jeg stemme på et af regeringspartierne. Men jeg ville stemme konservativt frem for Venstre, fordi de lægger mere afstand til DF, som jeg synes er for stramme i deres indvandrersyn og for snæversynet ift. EU. Dér synes jeg mere, at de Konservative er den rene borgerlige vare: Man skal klare sig selv, så langt man kan, men der skal OGSÅ være et socialt sikkerhedsnet, der samler dem op, der ikke kan.

- Hvilke aviser læser Niels?

Christine: Her er der ikke noget at diskutere. Niels læser Børsen og Berlingske Tidende hver dag. Og så abonnerer han garanteret på en masse nyhedstjenester på nettet og hører radionyheder non-stop, når han sidder i bilen. Niels er typen, der er nyheds-junkie og helt afhængig af at være velorienteret. Det er en del af jobbet. Men han starter altid med at læse sports-sektionen.

Niels: Hi hi. Hvor f..... ved hun det fra? Det er ramt helt i plet! Arbejdsmæssigt abonnerer jeg på børsen og herhjemme på Berlingske. Men jeg kan også godt lide JP og Weekendavisen, som jeg også gerne læser, hvis jeg kan få dem op under neglene et eller andet sted. Dét med sportssektionen er sgu også rigtigt. Der er ikke noget værre, end hvis man får en sektion af en fremmed avis i hånden, og det så viser sig, at de har lagt sportssektionen et andet sted, end der hvor man er vant til.

- Hvad ser Niels i TV ?

Christine: Han ser nyheder og sport. Jeg ved, at han er lidt af en fodbold-tosse, og han følger ALTID sit favorit-hold - AGF. At springe nyhederne over er ligeså nedtursagtigt for Niels som at spise rødgrød uden fløde. Og så har han jo børn, og er garanteret en god far, så han ser også masser af børnefilm med sine børn og er sikkert tit faldet i søvn foran Bamse & Kylling og Doktor Pjuskebusk.

Niels: Tja, der er hun lidt mere på gyngende grund. Jeg kan godt forstå, hvor hun vil hen. Men jeg ser faktisk ikke så meget fodbold. Jeg har nemlig fravalgt abonnements-kanalerne, for ellers ville jeg være ALT for fristet til at sidde og se fodbold konstant. Jeg stoler ikke på, at jeg ville kunne slukke. Og der prioriterer jeg familien højere. Men jeg tager gerne ud og ser fodbold eller håndbold eller anden eliteidræt live med min søn på 7 år. Ud over nyheder og sport, som Christine gætter på, ser jeg også en del temaaftener på DR2, fordi jeg godt kan lide stof om trends og historiske begivenheder - og så er jeg stor fan af journalistik, der virkelig går i dybden: Alt baggrundsstoffet samlet ét sted - Overbliksstof. 3 timer i træk om ét emne, ser man ellers kun på valgaftener, til store sportsbegivenheder, og når der er royale bryllupper - men det sidste ser jeg altså ikke.

- Køber Niels økologiske varer?

Christine: Rent typemæssig kan det godt passe til Niels at købe økologisk mælk og udvalgte økologiske produkter, men han vil mest gøre det, fordi de smager bedre. Han er ikke typen, der er frelst omkring økologi. Han er langt mere optaget af smag end af at frelse det globale økosystem. Så ind i mellem ryger der økologi i vognen, men det er ikke noget han går specielt efter. Jeg tror, han er et madøre, der bare elsker at spise god mad. Men ikke nødvendigvis linser og tofu.

Niels: Altså, vi abonnerer jo på grøntsager fra Aarstiderne og har også engang abonneret på en fiskeordning. Så høj kvalitet er ganske rigtigt vigtig for mig - og så er det da ok, hvis det også er økologisk, men det er ikke et must. Men mælk, smør, brød og æg er altid økologiske hjemme hos mig - fordi det smager bedre. Jeg er en slags kritisk økologist: Jeg ved godt, at selv om det er økologisk, er produktionsformerne ikke altid dyrevenlige, derfor går jeg efter de gode produktionsformer og kvaliteten først. Dyrevelfærd er vigtigere for mig end økologi.

- Hvad kunne Niels livret være?

Christine: Den er jo let. Niels livret må være Stadion-platten. Når han er til Superliga-kampe, mæsker han sig garanteret med en grillpølse m/brød og en fadbamse. Og i og med at konen ikke er med, kan han også tage 2 portioner. Mums..... Og ellers må det være buffeter af alle slags: Julebuffet, italiensk buffet, thai buffet - you name it. Han må foretrække at gå ombord i et orgie af forskellige retter, hvor han selv kan vælge og gå op flere gange. Undtagen på Mols Linien, som er skod

Niels: Stadionplatter, er ganske rigtigt den yndlingsret, som jeg ikke vil indrømme, at jeg spiser... Hø hø. Nej, i virkeligheden er min yndlingsret danske skaldyr: Rejer, hummer og muslinger. For mig er det den ultimative selvforkælelse. Det er faktisk ret dyrt, synes jeg, så det er virkelig luksus at bespise familien med skaldyr. Og så er det sæsonpræget, og det giver det et særligt skær. For mig hænger skaldyr også sammen med traditioner og nostalgi, fordi i min barndom fik vi altid skaldyr om sommeren i sommerhuset. Så sad vi ude på terrassen og pillede rejer og stegte jomfruhummere på grillen.

- Hvilke tøjmærker passer til Niels' type

Christine: Niels' type er jo sådan lidt konservativ mht. tøj. Ikke for vildt eller outreret. Ikke for meget modebøsseri her. Helst afslappet på den pæne måde. Så skjorterne er Boss, Sand, Stenstrøm eller Ralph Lauren, og bukserne kan være jeans fra Marlboro Classic, Armani eller Sand. Habitter er af god kvalitet og klassisk i snittet, men igen - det er ikke ligefrem Jean Paul Gaultier! Ikke noget, der er alt for vildt i designet. Niels ville aldrig gå i læderbukser!

Niels: Nej, jeg ville aldrig gå i læderbukser! Bison også. Christine er skarp igen: Alle mærkerne er som taget ud af mit klædeskab. Jeg er til gode mærker, rent, men ingen stramme italienske snit i pangfarver. Jeg kan godt lide casual-pænt tøj, fordi jeg i virkeligheden ikke er meget til uniformering. Der er mange koksgrå jakkesæt i min branche, og det gik jeg også i de første år af min karriere. Men i dag tør jeg godt stole lidt mere på indholdet bag tøjet og klæde mig i det, som jeg har det bedst i. Men hvis der er en dresscode et sted, kunne jeg aldrig drømme om at bryde den.

- Hvad er Niels' yndlingsduft ?

Christine: Her må jeg lægge mig lidt op af tøjsmagen. Niels er formentlig glad for sporty dufte, det må ikke være for lummert. Næ, så hellere lidt citrusagtige dufte f.eks. Polo Sport, Issey Miyake og Armani, men ikke Chanel Anteus, som er alt for voldsom. Og klart nej tak til Pierre Cardin og Kouros. Niels må være til diskrete dufte - og igen ikke for larmende signaler.

Niels: Ja, det er rigtigt. OG Hugo Boss, for de har en KÆMPE duft-serie, som er baseret på citrus. Jeg er jysk traditionalist, så jeg har det bedst med, at jeg ikke er den første, som man lægger mærke, når man går ind til en fest. Jeg kan ikke nappe de aftershaves, der trækker et duftspor, som et stinkdyr ville misunde.

- Hvad er Niels' yndlingsfilm ?

Christine: Niels' yndlingsfilm må være: Superliga fodbold. Nå nej... Ellers tror jeg han ville være ret vild med film som Schindlers Liste, Godfather, Gladiator, rigtige drengefilm med en god historie. Men han kunne også godt springe på Italiensk for Begyndere med konen. Når det nu skal være.

Niels: Jeg skal være den første til at indrømme, at hun rammer rigtigt. Jeg er vild med film, der bruger alle de effekter, som film kan: Narnia, Ringenes Herre. Store dramaer i stor opsætning - de store heltekvad. Jeg elsker maskuliniteten i det - og at det er no-bull-shit-agtigt. Jeg elsker også Pulp Fiction, og så er jeg hard-core James Bond-fan. Jeg var også oprindelig meget glad for af dogme-konceptet, men blev ligesom mange andre træt af de små, minimalistiske historier i interimistisk opsætning. Så jeg blev virkelig glad, da der igen kom lyd, lys andre effekter på danske film.

- Hvilken musik hører Niels?

Christine: Han er da helt vild med Pink Floyd, tror jeg. Ligesom han garanteret kan spille luftguitar til Dire Straits og Supertramp. Der er jo ikke sket noget godt på musikscenen, siden Niels var ung i 80'erne. Så han holder fast, og skal det være dansk, kan han garanteret godt synge med på en del af TV2s og CV Jørgensens tekster.

Niels: Det er jo skræmmende korrekt. Jeg kan sagtens stå og spille luftguitar bagerst i KB-Hallen, når Mark Knopfler er på tur. Og så er der i øvrigt kun ét band i Danmark, og det er TV2. Der er mange, der prøver, men i virkeligheden er der kun dem. Steffen Brandt rammer den danske jantelovsmiddelmådighed lige i øjet med en humor og satire, som går rent ind. Jeg mener, han kan sammenlignes med de store danske forfattere, Panduro og Rifbjerg. Han taler til parnasset om, at de skal huske dem, hvis virkelighed er som Hr. og Fru, som TV2 synger om. For det er jo dem, parnasset står på skuldrene af. Den eneste, der mangler på Christines liste, er David Bowie.

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Kender du typen > Eksperterne

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.