Kemisk frisk luft er farligt
07. feb. 2006 20.13 Såkaldte luftfriskere er rene kemiske bomber, siger ekspert. Alligevel sælges de fuldt lovligt i stigende omfang.
Op mod hver femte dansker lider af kemikalieoverfølsomhed i en eller anden grad, og det er et problem et moderne og højteknologisk samfund. Problemet bliver større af, at vi i stigende grad omgiver os med kunstige forfriskende dufte.
Produkter, der sælges for at friske luften op i badeværelset, bilen eller andre steder, indeholder nemlig en række sundhedsskadelige stoffer
De kunstige kemiske dufte er særlig slemme for dem, der lider af sygdommen MCS, det er en forkortelse for det engelske Multiple Chemical Sensitivity.
Kemiske bomber
Kontant beder professor Peder Wolkoff, fra Arbejdsmiljøinstituttet undersøge to varianter af produktet Gracemate Poppy. Det sælges på bl.a. på tankstationer som luftfriskere. Og ekspertens dom er klar.
- Principielt vil jeg kalde det luftforurenere, ikke luftfriskere, for det, man gør, det er jo, at man tilsætter sine omgivelser nogle kemiske stoffer, siger Peter Wolkoff.
Mængden af forskellige duftstoffer i Gracemate Poppy er voldsom.
- Det er en cocktail af stoffer. Det er jo nogle kemiske bomber. Der er ingen grund til, at vi skal have sådan nogle i vores hjem, siger eksperten.
Farlig kemi fuldt ud lovligt
Myndighederne kontrollerer også indholdet i luftfriskere. Kemikalieinspektionen kan slå fast, at produkter indeholder stoffer, som er på listen over farlige stoffer, at nogle af dem findes i mængder, som kan være allergifremkaldende, som kan give overfølsomhed ved kontakt med huden eller er miljøfarlige.
Alligevel er indholdet i flasken fuldt lovligt. Producenterne skal blot sørge for, at flasken er forsynet med den krævede mærkning.
Kemisk plage i hverdagen
Den mærkning er der efterhånden rigtig mange, der skal kigge godt efter.
Omkring 300.000 danskere har astma. Endnu flere, nemlig næsten hver femte dansker, er allergisk over for kemiske stoffer. For mange af dem er mødet med kemiske dufte i omgivelserne en plage i dagligdagen. Det kender man alt til hos Astma-Allergi Forbundet.
- Alene det at gå ud og handle kan være en prøvelse, fordi mødet med de mange stærke dufte påvirker dem, så de kan mærke det i deres lunger, og de kan mærke det med deres astma, siger forbundets næstformand, Anne Holm Hansen.
Kemiske dufte sælger
Flere og flere producenter af alt fra legetøj til biler markedsfører ligefrem produkter på kunstige kemiske dufte. Det er en udvikling, der bekymrer Astma-Allergi Forbundet.
- Dufte er simpelthen blevet en strategi til at sælge og til at markedsføre produkter i dag. Det er jo fuldstændigt ukontrollabelt. Den enkelte forbruger har meget svært ved at sige fra over for dufte, de ikke kender, og som de støder på i butikker eller alle mulige andre steder, siger Anne Holm Hansen.
Mangel på viden
Hvorfor og hvordan dufte påvirker mange mennesker negativt, ved man faktisk ikke ret meget om. Derfor er der fra årsskiftet sat penge af til et nyt Videnscenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed.
I dag ved man bare, at folk med allergi eller astma eller anden overfølsomhed, har det særligt svært med kemiske dufte. Men mange andre føler sig også plaget, de kan tilhøre gruppen, der lider af sygdommen MCS.
- Humlen i det her er, at der er en masse mennesker, som ikke har de her diagnoser, som alligevel er generede, og som er meget generede, siger Jesper Elberling, leder af de nye Videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed.
Invaliderende luft
Ifølge Jesper Elberling tyder meget på, at MCS-symptomer er mere udbredt i Danmark end i eksempelvis Tyskland. Det kan være stærkt invaliderede, og frustrerende, fordi lidelsen ikke er anerkendt.
- Der er en stor gruppe mennesker, som ikke bliver anerkendt som syge i sundhedsvæsenet, og de ringer fortvivlet hertil, siger Jesper Elberling.
Det får de imidlertid ikke meget ud af, for videncenteret må afvise dem, da det som forskningscenter ikke tager imod patienter.