Eksperter afviser tæppereklame
04. apr. 2006 17.20 Tæpper er sundere for indeklimaet og dermed også for allergikere. Sådan lyder det overraskende budskab i en reklame, der henviser til en ny tysk undersøgelse. Men den undersøgelse skydes ned af førende danske eksperter.
Reklamen finder en af Kontants seere i en lokalavis i Køge. Derfor opsøger vi den lokale tæppehandler, hvor der tilfældigvis er en repræsentant på besøg fra landets største tæppeproducent, Egetæpper i Herning.
Han er klar til at sælge tæpper - også til allergikere.
- Man binder støvet til tæppet, og på den måde undgår man, at støvet hvirvles op i luftvejene. Det bliver nede i tæppet, hvor man så kan støvsuge, siger Mikael Hørsted Hansen, distrikschef, Egetæpper.
Tysk undersøgelse
Reklamen nævner en "ny dokumenteret tysk undersøgelse", der "vender op og ned på gamle husråd om, at trægulve er sundere end tæpper". Men Astma-Allergi Forbundet køber ikke reklamens dokumentation.
- Vi bliver faktisk noget sure over det her, for det er da fuldstændigt urimeligt at bringe sådan nogle budskaber på banen. Det er jo fuldstændigt i modstrid med både sund fornuft og den videnskab, vi har på området, siger Anne Holm Hansen, souschef, Astma-Allergi Forbundet.
Den tyske undersøgelse er offentliggjort af tæppe-producenternes brancheorganisation, Dansk Textil & Beklædning. Men både Arbejdsmiljøinstituttet og Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital mener, at konklusionen er uholdbar.
- Det er jo tåbeligt. Det er bedre at fjerne støvet. Det gælder jo om ikke at binde noget til noget som helst. Det gælder om at få det væk, fastslår Finn Gyntelberg, professor i arbejdsmedicin.
Afviser kritik
Alligevel afviser Egetæpper blankt de danske eksperter, der siger, at det bedste indeklima er i rum uden tæpper.
- Vi stoler på undersøgelsen. Et tæppe vil ikke give større allergiproblemer end noget andet. Det er vores påstand, lyder det fra Vagn Larsen, adm. dir., Egetæpper.
Over stregen
Men Astma-Allergi Forbundet mener, at tæppebranchen går langt over stregen, når den forbinder tæpper med sundhed og sygdom.
- Man skal ikke markedsføre sig på andre menneskers sygdomme, og allergi er altså en sygdom. Det er helt urimeligt, og jeg er sikker på, at mange forbrugere føler sig vildledt her, siger Anne Holm Hansen, souschef, Astma-Allergi Forbundet.