Dårlig service og fusk hos Pixmania
02. maj 2006 11.04 - Jeg føler mig snydt, jeg føler mig berøvet. Så vred er en af de mange utilfredse kunder, som har handlet med det franske internetfirma Pixmania, der sælger elektronik. Udadtil virker firmaet som et stort, professionelt og pålideligt firma. Men som Kontant dokumenterer, bliver der sjusket gevaldigt med servicen og fusket med betalingen.
Det går ellers strygende for elektronikbutikken Pixmania på nettet. Det franske firma sælger til kunder i 25 lande. I alt bliver det til 1,5 millioner handler om året med digitalkameraer, computere, fladskærme, DVD-afspillere og anden elektronik. 150.000 af kunderne bor i Danmark, og omsætningen er på få år vokset til mere end 3 milliarder kroner om året.
Utilfredse kunder
Men antallet af utilfredse og vrede kunder er også stigende. Flere steder på nettet kan man finde anmeldelser af Pixmania, hvor utilfredse forbrugere tildeler Pixmania gule og røde kort, fordi de ikke overholder loven. Kontant har ligeledes modtaget en lang række henvendelser fra vrede brugere af Pixmania.
Den sorte liste
Pixmania lover, at deres produkter er billige, og at et køb er inklusiv service. Den sorte liste over dårlig service og fusk fortæller bare noget andet.
- De prøver jo nærmest at stjæle fra folk, fortæller Michael Sørensen til Kontant. Han modtog tre forskellige DVD-afspillere som alle var i stykker, og hvis den endelig virkede, var det kun i et par uger. Til gengæld prøvede Pixmania, at nøjes med at give ham et tilgodebevis på 85 procent af beløbet - selv om han skulle have haft 100 procent.
Præcisering:
Den 2. maj 2005 sendte Kontant et indslag om internetfirmaet Pixmania. Her pointerede vi, at Pixmania på deres internetside reklamerer med, at firmaet yder 2 års garanti. Vi sagde, at det var i henhold til Købeloven.
Læser man nærmere i Pixmanias salgsbetingelser, kan man se, at den "garanti", Pixmania reklamerer med, blot dækker over den reklamationsret, som forbrugeren har i henhold til Købeloven.
Kontant skal præcisere, at Købeloven ikke indeholder en egentlig garanti for forbrugeren.
Se mere på http://www.forbrug.dk/klage/retogpligt/kobelovsguide/