Måtte ændre navn for at komme på drømmerejse
26. aug. 2008 11.03Bo Thers Pedersen og Pia Brøndum er gift og havde taget orlov fra deres skolelærerjob for at rejse jorden rundt sammen med datteren Nova. En rejse som selskabet Nyhavn Rejser arrangerede til 112.390,00 kroner.
14 flyrejser skulle bringe familien til eksotiske steder som Australien, New Zealand, Fiji og Sydamerika.
Tjekker en ekstra, ekstra gang
Fire dage før afrejsen kommer billetterne sammen med et brev, hvor Nyhavn Rejser skriver, at de har dobbelttjekket alt. Alligevel tjekker familien en ekstra gang.
Privatfoto
Deres datter Nova hedder Nora på billetterne, men det forsikrer Nyhavn Rejser ikke er noget problem. Men pludselig får Bo Thers øje på en anden fejl.
- På det tidspunkt hed jeg Bo Thers Pedersen og pludselig opdager vi, at der ikke stod Pedersen på nogen af de her billetter, fortæller Bo Thers til DRs Kontant.
Kan ikke ændre flybilletter
Og det er et alvorligt problem. For familien, altså. Det er nemlig ikke bare sådan lige til at ændre navnet på en flybillet, og rejseselskabet Nyhavn Rejser mener ikke, det er deres ansvar. Bo Thers burde have opdaget det manglende "Pedersen" på tidligere breve fra rejsebureauet.
- De har aldrig bedt om vores navne. De har aldrig ringet og sagt: nu sidder jeg her med rejsedokumenterne og skal have alle detaljerne på plads. Vil du være sød at fortælle, hvad I faktisk hedder, fortæller Pia Brøndum.
Dyr løsning fra rejsebureauet
Løsningen selskabet foreslår er, at Bo Thers får nye billetter, hvilket kræver at han på nogle ture bliver opgraderet til business class og ikke altid kan flyve sammen med resten af familien. Og så bliver det dyrere. Knapt to døgn før afrejse tager Bo Thers Pedersen derfor en drastisk beslutning.
- Jeg er nødt til at gøre et eller andet. Jeg kan ikke bare lade stå til, så jeg vil simpelthen prøve at ændre mit navn, fortæller Bo Thers.
"Pedersen" i skraldespanden
Bo Thers smider "Pedersen" i skraldespanden og får med ekspresfart taget navneforandring og får udstedt nyt pas, så han hedder det samme som står på flybilletterne.
Det gamle ugyldige pas er alt, hvad der er tilbage af Bos gamle efternavn Pedersen
- Jeg havde været presset i en grad jeg aldrig havde prøvet og var i den grad rystet over det, der var foregået, siger Bo Thers om de sidste timer og dage inden afrejsen.
Bureau: Ikke vores skyld
Familien klager efter rejsen over rejsebureauet. De har svært ved at forstå, hvad de betaler for, når firmaet kan lave fejl i to ud af tre navne. Nyhavn Rejser afviser pure klagen.
- Jeg sidder stadig tilbage med den ondeste følelse, en vredesknude over vi er blevet behandlet så dårligt, slutter Pia Brøndum.
Hør familiens historie i aftenes Kontant udsendelse klokken 21.25