Henrik Øe undersøger De Gule Sider.
13. jan. 2009 15.31 KontantPå Kontant har vi lavet flere historier om annoncehajer og hver gang har vi fået en masse henvendelser om at se nærmere på De Gule Sider. Det gjorde vi og så dukkede, der en masse vrede forbrugere op. Fælles for dem er, at de bliver opkrævet penge for noget de ikke har bedt om - nemlig at stå i telefonbøgerne udgivet af De Gule Sider. Men der er så den krølle, at pengene bliver krævet ind via telefonregningen fra TDC, selvom det er to helt forskellige firmaer. En besynderlig ordning som flere er vrede over:
" Det synes jeg er bondefangeri", siger Helle Svane til Kontant.
Da hun i efteråret gennemgår sin telefonregning opdager hun, at hun har betalt 462,5 kroner for at stå i lokaltelefonbogen for Brønshøj og Vanløse. Og en nærlæsning af ældre regninger viser, at hun også har betalt for at stå i telefonbogen for 2007. Hun ringer til De Gule Sider, der beklager fejlen. Men pengene har hun endnu ikke fået retur.
"Det synes jeg ikke man kan. De må da holde, hvad de lover", siger Helle Svane til Kontant.
Men Helle Svane er langt fra den eneste, der er blevet udsat for De Gule Siders forretningsmoral. Kontant har fået en række henvendelser fra folk der også mener, De Gule Sider ulovligt opkræver penge for at indrykke dem i telefonbøger.
Forbrugerombudsmanden undersøger De Gule Sider.
Kontant har fået aktindsigt i en sag hos Forbrugerombudsmand, Henrik Øe. Her klager en kvinde også over De Gule Sider. Henrik Øe vil ikke kommentere en verserende sag. I sagen undskylder De Gule Sider sig med menneskelig fejl, der har resulteret i at 5000 privatpersoner i området omkring Skørping og Vejle har fået en regning fra De Gule Sider. Kunderne har fået en kreditnota oplyser De Gule Sider til Forbrugerombudsmanden. Men hverken Helle Svane eller flere af de andre vrede forbrugere, der har klaget til Kontant kommer fra det område.