Snydt for gratis HD-tv
24. nov. 2009 15.47 KontantTDC vil have ekstra penge for at give deres kunder den allerede licensbetalte DR HD.
Det hele var gjort parat hos Morten Nyemann. Han havde anskaffet sig en HD klar fladskærm, og det fra reklamerne så kendte home trio abonnement hos TDC, der blandt andet indbefatter bredbånds-tv. Han glædede sig til, at han den 1. november skulle se DR's nye licensbetalte kanal DR HD.
- Det glædede jeg mig meget til. Blandt andet ville jeg gerne se "Forbrydelsen" i HD
Når man nu har det rigtige udstyr, var det rart at se, hvor godt et billede man kunne få på skærmen, siger Morten Nyemann.
Sort skærm
Men Morten Nyemann blev slemt skuffet. Den første november var der sort skærm der, hvor DR HD skulle have været.
- Jeg tænkte, det måtte være en fejl. Kulturkanalen var der, og Ramasjang var der, men DR HD, var der ikke, fortæller Morten Nyemann.
Men det var ikke nogen fejl. Det viste sig, at TDC ville have 79 kroner om måneden ekstra, for at Morten Nyemann kunne se den ellers licensfinansierede kanal. Han betaler i forvejen 885 kroner + forbrug hver eneste måned til TDC for sit abonnement.
Det kan da ikke være rigtigt, at når de får stillet kanalen gratis til rådighed fra DR, at de så skal fakturere beløbet videre til os forbrugere på 79 kroner om måneden, det er helt urimeligt, siger Morten Nyemann
TDC forklarer, at de valgte at lægge kanalen i en særlig HD tillægspakke, fordi HD TV generelt er omkostningstungt for dem. Så betyder det ikke så meget, at de får kanalen gratis leveret.
Havde Morten Nyemann været bredbånds-tv-kunde hos Telia, havde han derimod fået DR HD uden ekstra betalinger.
I Kontant viser vi, hvordan det også lykkes at skaffe Morten Nyemann gratis HD TV. Helt uden om TDC. Se, hvordan det gik til i Kontant 24.11, og se, hvad du selv kan gøre for at få gratis tv på www.detnyetv-signal.dk.