Bilhandler fuppet af 27-årig storsvindler
26. jan. 2010 11.59 KontantMichael Klemmensen fra Bakkens Biler i Herning glemmer aldrig søndag den 15. november 2009. Den dag blev han nemlig opsøgt af en særdeles veltalende og overbevisende ung mand, som senere viste sig at være en storsvindler.
- Hans fremgangsmåde og kropssprog og alt muligt. Han virker utroligt pålidelig, lyder Michael Klemmensens beskrivelse af svindleren.
Den blot 27-årige fupmager ved navn Ulrich Fischer købte en VW Touran for 140.000 kr. ved hjælp af en forfalsket udskrift af en overførsel fra netbank. Han fik ikke udleveret registrerings-attesten, men alligevel lykkedes det ham at sælge bilen videre til en forhandler i Køge for 80.000 kroner.
Ingen hjælp fra politiet
Michael Klemmensen har henvendt sig til politiet i både Køge, Herning og Vejle, hvor Ulrich Fischer hører hjemme. Men politiet ville ikke hjælpe med at få bilen tilbage.
- Det er ligesom at slå i en dyne, siger Michael Klemmensen.
Det er først, da Michael Klemmensen personligt møder op hos Herning Politi og presser sig til et møde med en højtstående politimand, at der kommer skred i sagen.
Bilforhandleren fra Herning er langt fra den eneste, der har været i kløerne på Ulrich Fischer, der tidligere kaldte sig Ulrich Ejlskov Jensen, og som har to betingede domme for bedrageri og dokumentfalsk bag sig.
Faktisk har Ulrich Fischer stort set svindlet alt og alle, han har været i kontakt med: Møbelforretninger, computerleverandører, vognmænd, udlejere, autoværksteder, alarmfirmaer, bilforhandlere, adskillige privatpersoner, m. fl.
Listen er nærmest endeløs. Desuden han han via sine firmaer snydt skatteyderne ved at unddrage sig store beløb i skat og moms.
Anholdt og sigtet
Og da Kontant går ind i sagen, går det pludselig rigtigt stærkt. Få dage efter vores opringning til Herning Politi bliver Ulrich Fischer nemlig anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Her tilstår han fem sager om bedrageri og dokumentfalsk, heriblandt Michael Klemmensens sag.
Ulrich Fischer sidder nu varetægtsfængslet i fire uger, mens politiet samler materiale mod ham fra hele landet. Der ligger således et hav af politianmeldelser hos landets politikredse mod den 27-årige svindler, der trods sin unge alder har to betingede domme for bedrageri og dokumentfalsk bag sig.