Defekt computer til 36.000 kr.
02. feb. 2010 16.11 KontantJakob Rex leasede for knap tre år siden en ny computer og printer hos Dell. Samlet pris 8.100 kroner, men allerede ved levering havde computeren flere mangler. Cd-romdrevene virkede ikke, heller ikke kortlæseren eller skærmudgangen.
Han kontaktede derfor Dell med det samme, men Dell ville ikke komme ud og reparere computeren eller tage den ind til reparation. De ville kun sende ham nogle nye reservedele, som han selv skulle installere på sin computer - og det er på trods af, at Jakob Rex havde købt en serviceaftale sammen med computeren. Netop fordi han hverken kan eller vil ligge og rode med computeren selv.
-Jeg ved, hvordan man bruger en computer, men jeg ved altså ikke hvordan den er bygget op indeni, fortæller Jacob Rex.
Opkrævet 36.000 kr.
Og det er ikke bare dårlig service at få kunderne til at gøre arbejdet selv. Det er også et brud på købeloven.
-Man kan godt sende en reservedel til en forbruger, men du kan risikere, at forbrugeren ikke kan finde ud af at sætte reservedelen i. Og det kan man ikke forlange, at forbrugeren skal kunne, fortæller Martine Kiding, Jurist hos Forbrugerstyrelsen.
Men det er man altså ikke enig i hos Dell, da det er helt almindelig praksis hos computergiganten. Og skønt Jacob Rex havde fået en computer, der ikke fungerede, så skulle regningen betales. Det var Jacob Rex til gengæld ikke enig i. Så han tilbageholdt de sidste 3000 kr. af leasing-aftalen, hvilket han også gjorde klart for Dell.
Fra 3.000 til 36.000 kroner
I følge Jakob Rex indgik han en aftale med Dell om, at han ikke skulle betale mere, før problemet var løst, men det skulle han aldrig havde gjort. Dell glemte nemlig at kommunikere aftalen videre til sit finansieringsselskab, som derfor fortsatte med at kræve penge op. Det gjorde Jakob Rex Dell opmærksom på flere gange - og blev lovet, at Dell ville få fejlen rettet. Dette skete desværre ikke.
Derfor voksede regningen mere og mere, indtil Jacob Rex en dag modtog et samlet betalingspåkrav fra Dells finansieringsselskab på 36.000 kroner, blandt andet på grund af renter og gebyrer.
Nyttesløst møde
Jakob springer bag rattet og kører fra Viborg til København for at forsøge at få løst problemerne en gang for alle. På et møde med Dells salgsdirektør får han et løfte om, at direktøren vil finde en løsning på sagen. Denne accepterede ligeledes, i følge Jacob Rex, at betalingen af computeren var sat i bero, indtil sagen var løst.
Men heller ikke dette møde fik sat en stopper for sagen. Tværtimod fik Jakob Rex pludselig den melding, at Dell ikke længere ville yde ham support, og derefter blev han stævnet af finansieringsselskabet og hevet i fogedretten og dømt til at betale de 36.000 kroner, blandt andet fordi han ikke nåede at gøre indsigelse inden retsmødet.
Dell for retten
Nu ser Jakob Rex ingen anden udvej end at gå rettens vej.
-Det her det vil jeg bare ikke finde mig i. Dell leverer en computer, der er defekt, og bagefter vil de ikke tage ansvar for at reparere den eller sende noget nyt. Ingenting. De sylter simpelthen bare sagen noget så grusomt, siger Jakob Rex.