Dell-ansatte leger glade kunder
03. mar. 2010 15.36 I Kontant den 2. februar kritiserer en række utilfredse købere af Dell-produkter det verdensomspændende computerfirma. Kontant afslører også, at Dell ikke overholder købeloven. Efter programmet vælter det ind med mails fra flere vrede Dell-kunder. Og i debatforummet her på siden går bølgerne også højt. Det vrimler med negative indlæg om Dell. Men pludselig dukker en meget positiv Dell-kunde op, som kalder sig Peter.
"Jeg har ikke fortrudt køb! ;o) - Har en Alienware M17X .... Den fedeste Bærbare der kan købes for penge og 4 andre dell PCere. Er helt tilfreds!", skriver Peter.
Den trofaste Dell-fan udviser også et indgående kendskab til smutvejene i computergigantens supportsystem.
"Hvis Dell support beder Jer om selv at udskifte hardware i Jeres PC skal I bare nægte og sige, at I har 10 tommelfingre... Så sender de en tekniker!!! - Tro mig!", lyder det gode råd fra Peter på Kontants hjemmeside
En debattør, der kalder sig tsk, måske fordi han kun har et skuldertræk til overs for de negative indlæg, går i rette med flere vrede Dell-kunder.
"Sjovt at se hvor nem du er at påvirke at et TV-program!!", lyder kommentaren fra Tsk til Jesper, der tillader sig at skrive, at han er færdig med Dell-computere.
De to ivrige debattører får følgeskab af lige så positive Kristian. Men de tre Dell-fans vækker efter flere indlæg mistanke hos de andre deltagere i debatten på Kontants hjemmeside.
"Jeg undrer mig også en kende over, hvor mange positive tilkendegivelser omkring Dell der er i denne debat - det er sjældent set i den slags debatter efter kritiske indslag ;) Men når dét er sagt, så er det jo en smal sag for DR's IT-folk at se IP-adresserne på de personer, der skriver indlæg - og dermed spore ophavsmændene", lyder opfordringen fra Heidi.
Godt tip! Det prøver vi selvfølgelig. Vi sætter DR's computereksperter til at spore Peter, Tsk og Kristian. Og ja, den er god nok. Peter, Tsk og Kristian skriver via en Dell-server. I alt finder vi positive indlæg fra tre forskellige Dell IP-adresser.
Da Kontant konfronterer Dell-direktør Stig Jørgensen, tager han skarpt afstand fra, at hans ansatte leger glade kunder på vores hjemmeside.
- Det må jeg sige, det er en ting jeg ikke kan forholde mig til. Det ligger så langt fra det, vi står for, og det værdigrundlag, vi har, siger han til Kontant.