Bedrageri førte til konkurs
15. nov. 2011 12.05 KontantDer blev både gravet grøfter, renset kloakker og passet køer i familien Vincents firma på gården Østervang i nærheden af Roskilde. Kombinationen af landbrug og maskinstation havde så travlt, at man i 2006 ansatte en bogholder til at tøjle tal og regnskaber.
- Jeg er bedst til landbrugs- og entreprenørarbejde, så bogholderen skulle tage sig af hastigt voksende indtægter og udgifter, siger Verner Vincents.
Men Verner Vincents er i dag gået fra at være selvstændig og direktør til at være ansat driftsleder på Østervang, mens en god kollega har købt familiefirmaet. Bogholderen blev nemlig et dyrt bekendtskab.
Frem til 2009 førte bogholderen 2,5 millioner kroner ud af firmaet og over på sin egen private konto. I stedet for at betale virksomhedens kreditorer, var det indimellem hende selv, der modtog pengene.
I 2009 væltede korthuset. Økonomien var kørt i sænk, og familiefirmaet blev erklæret konkurs.
Politianmeldt
Da advokater havde ryddet op i konkursboet, blev bogholderen i 2010 politianmeldt for bedrageri og underslæb.
- Hun har taget røven på os alle sammen, siger Verner Vincents. Han er dybt frustreret over, at politiet efter 14 måneder endnu ikke har afhørt den tidligere ansatte. Så længe hun ikke er dømt, forhindrer det en mulighed for gældssanering.
- Beviserne er soleklare, for man kan jo tydeligt se, at hun har overført til sin egen konto, siger landmanden.
Det er Midt- og Vestsjællands Politi, der modtog politianmeldelsen. I en mail til Kontant beklager politiinspektør Klaus Munk Nielsen den lange sagsbehandlingstid. Han skriver blandt andet: "der er desværre undervejs i efterforskningen opstået konkrete problemstillinger, som har forsinket de nødvendige efterforskningsskridt".
Solgt på tvangsauktion
Hele ejendommen blev i starten af november solgt på tvangsauktion. Ifølge Verner Vincents er det endnu usikkert, om familien kan få en boligkontrakt med den nye ejer.
- Det er her, vi har vores liv og arbejde, og det er her, børnene er vokset op. Så jeg håber, vi kan blive boende.