Apples Store vildleder deres kunder
07. feb. 2012 18.24 KontantApple bryder købeloven, når de undlader at fortælle deres kunder om deres ret til at reklamere over et produkt i op til 2 år. Kontant har ringet til Apple Store og spurgt, hvordan man er dækket, hvis man køber en computer hos dem.
- Du har et års garanti på computeren, fortæller medarbejder. Og da vi spørger, hvordan vi er stillet efter det første år, får vi at vide, at vi skal købe en AppleCare Protection Plan, som er en forsikring, der giver os 2 års garanti. Altså ikke et ord om reklamationsret.
Men det er ikke kun i Danmark, at Apple har svært ved at huske købeloven. I Italien fik de her i slutningen af december måned en bøde på 900.000 euro. Apple havde nemlig også her glemt at fortælle de italienske forbrugere om den 2-årige reklamationsret. I stedet forsøgte de at sælge deres egen forsikring.
Og noget tyder på, at Apple tjener godt på deres metoder. Det sidste kvartal havde Apple et overskud på 75 mia. En fordobling på 130% procent.
- Det er mange pengem, de tjener. Det er et stort firma og anerkendt firma, de burde være for gode til at synke så dybt, mener Tina Dhanda, jurist i Forbrugerrådet.
Nægter at betale transportomkostninger
Men på trods af den gode indtjening, så kniber det åbenbart med kundeservicen. I 2010 købte Lars Lundsgårds søn, Jesper, en Imac 27 tommer direkte fra Apples internetbutik.
Men der var noget galt med det samme. Computeren kunne ikke finde den trådløse internetforbindelse. Apple erkendte problemet og ville gerne reparere den men afviste at betale for transporten.
- De kan jo se, at Jesper har fravalgt det her Apple Care abonnement, og derfor bliver vi altså nødt til at bringe den til reparation, fortæller Jespers far Lars Lundsgaård.
Desværre er det nærmeste værksted enten i Svendborg eller i Flensborg, og derfor bliver Lars Lundsgaard nødt til at køre flere hundrede kilometer for at få computeren repareret. Og det er han stærkt utilfreds med.
- Jeg mener bestemt, at købeloven siger, at de skal hente den på vores bopæl. Vi skal ikke have besvær med det her, siger Lars Lunsgård.
Derfor klager han til Forbrugerklagenævnet, som giver ham medhold i, at sælger skal dække transportomkostningerne.
Forbrugerrådet mener også, at sagen er klar.
- Jamen, der er ikke nogen tvivl om, at når der er tale om en mangel efter købeloven, så er det sælger, der skal betale for transportudgifter, siger jurist Tina Dhanda.