Google fjerner Viagogo annoncer
16. aug. 2012 11.26 KontantHar man de seneste måneder søgt på billetter til Coldplay i Parken eller Leonard Cohen i Aalborg Kongresscenter via Google, så er hjemmesiden Viagogo dukket op som det første resultat.
Men det er nu slut.
DRs forbrugermagasin Kontant afslørede i tirsdags, at hjemmesiden Viagogo bryder dansk lov ved både at sælge billetter til overpriser og manipulere med billetter, før de sendte dem ud til køberen. Nu rammes de tilsyneladende også af Googles regler.
Google har en række retningslinjer for annoncer. Derfor overvåger Google alle annoncer og lytter også hvis de får henvendelser fra brugerne.
Vores regler er, at når vi får mange velbegrundede klager suspenderer de pågældende virksomhederes annoncer og beder dem om at forbedre deres annoncer eller forretningsmetoder. Vi kigger dem efter i sømmene. Samtidig får virksomhederne muligheden for at dokumentere at det er lovligt det de gør. Det kigger vores jurister så på før vi tager endelig beslutning, siger Peter Friis, direktør for Google Norden.
Opfordrer til at spærre siden
Hos Forbrugerrådet vil man gå skridtet videre og spærre adgangen til siden, på samme måde som man har gjort med eksempelvis Pirat Bay og flere online betting-sider:
- Det, der foregår her, er ikke alene et brud på dansk lovgivning, det er også svindel og bedrag. Det kan ikke være rigtigt, at danske forbrugere skal være ofre for det. Derfor synes vi, der er god grund til at myndighederne griber ind og finder en måde, så man kan få lukket adgangen til hjemmesider, der så åbenlyst beskæftiger sig med svindel, siger direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldal.
Han bakkes op af tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, der selv strammede lovgivningen i 2007, men i dag erkender, at det ikke har haft den ønskede effekt:
- Det er rimelig nemt, og det har vi gjort før i forhold til f.eks. betting-firmaer, som ikke betaler licens i Danmark. Det kan teknisk og politisk lade sig gøre, det kræver blot velvilje fra regeringen, siger Brian Mikkelsen.