Gode råd om håndværker-regninger
25. feb. 2003 23.26 Bolig & fritid
Opdat.: 26. feb. 2003 00.26GodegHåndværker-regninger, der stiger eksplosionsagtigt i forhold til det tilbud, der er afgivet, er noget mange mennesker har stiftet bekendtskab med.
Men hvad kan man egentlig gøre for at forhindre, at det sker, og hvordan skal man forholde sig, hvis skaden allerede er sket?
Forbrugerrådets jurist, Sonny Kristoffersen, giver gode råd:
1. Bed om at få et skriftligt tilbud på prisen, inkl. moms og andre afgifter.
2. Indgå herefter en skriftlig aftale, hvor det præciseres, hvad arbejdet omfatter, hvornår det forventes udført og afsluttet samt prisen.
3. Forbrugeren har den bedste retsstilling, hvis han lader håndværksmesteren stå for materiale-indkøbet. Så er det nemlig håndværksmesterens problem med hensyn til fejl og mangler ved byggematerialet.
4. Hvis der sker ændringer af opgaven - uanset årsag - skal man altid aftale med håndværksmesteren, hvad ændringen eller tillægsarbejdet betyder for det afgivne tilbud, både med hensyn til pris og tid.
5. Hvis arbejdet bliver dyrere end aftalt, fordi håndværksmesteren tydeligvis har lavet et fejlskøn, eller ikke har undersøgt forholdene godt nok, skal han selv bære et eventuelt tab.
6. Ved mangler og fejl ved det udførte arbejde og/eller byggematerialet er fristen normalt fem år fra det tidspunkt fejlen eller mangelen bliver opdaget.