Karpaltunnelsyndrom
Hvis man har fingre, der konstant summer som om de ”sover”, kan det skyldes at man lider af sygdommen karpaltunnelsyndrom.
Carpal betyder hånd og karpaltunnelen er det sted på hånden, hvor nerver, blodkar og sener løber fra underarmen og ind i håndfladen.
Hvis den store nerve til håndfladen bliver klemt i tunnelen, kan blodet ikke komme ordentligt ud i nerverne til tommel, pege og langfingeren samt til halvdelen af ringfingeren. Grunden til, at der bliver for trangt inde i tunnelen kan være væskeansamlinger eller at glidevævet som ligger rundt om bøjesenerne er hævet. Når nerverne bliver klemte, begynder fingrene at sove og gøre ondt.
Er det kun i mild grad, kan man hos sin prak-tiserende læge få en nat-skinne til at sove med. Hvis det ikke virker, kan man blive opereret. Det er et ganske lille indgreb, hvor man slet og ret går ind og skærer senebåndet over. På den måde bliver der mere plads til nerverne, så de ikke længere bliver trykket og giver smerter i fingrene.
Man ved ikke, præcist hvorfor et karpaltun-nelsyndrom opstår. Man ved dog, at syndromet typisk rammer personer med sukkersyge, ledegigt, lavt stofskifte og gravide kvinder. Hos de gravide går det som regel over så snart de har født.
Karpaltunnelsyndrom rammer i langt de fleste tilfælde kvinder i alderen 40 til 60 år. Den ses også hos mænd og her er det især i forbindelse med arbejde, for eksempel ved længere tids brug af vibrationsværktøj.
I år 2001 blev der lavet næsten tre et halvt tusind operationer på hospitalerne og over dobbelt så mange i speciallæge regi. Så det er mange der hvert år bliver opereret for Karpaltunnelsyndrom.